De omtaler det, der foregår i Danmark, som en krig. De siger, at “krig” er en metafor for den “debat”, der udspiller sig mellem ikke-hvide kunstnere, forskere og debatører på den ene side, og hvide danskere af enhver klasse og beskæftigelse på den anden side. Det har stået på i årevis efterhånden, men er naturligvis blevet bredt ud og skærpet efter valget. Krigen mod racisme. Krigen mod strukturel racisme, institutionel racisme og interpersonel racisme. Krigen mod ubevidst racisme udøvet uden racistiske intensioner eller endog i ønsket om det modsatte.
Krigen opleves som en metafor for majoriteten, men er en reel betegnelse for minoriteten. Den, hvis frihed er begrænset. Den, hvis liv er truet. Fik jeg sagt, at racisme er en reel dødsårsag for ikke-hvide mennesker i hvide samfund? Er du i tvivl, så se på levnedsbeskrivelserne fra ikke-hvide danskere i Danmark. Er du påståelig, så se på USA; New York, Ferguson, Charleston - South Carolina. Vi lever - igen - i en tid, hvor mennesker bliver dræbt på grund af - og alene på grund af - deres ikke-hvide hudfarve. Drab er drab, og når mordene er systematiske, er der tale om krig. Det er ikke en metafor. Det er virkeligheden, der bløder.
Virginia skriver:
“Tre år er længe at lade være med at svare på et brev, og Deres brev har ligget ubesvaret endnu længere. Jeg havde håbet, det ville besvare sig selv, eller at andre ville besvare det for mig. Men der ligger det altså stadig med sit ubesvarede spørgsmål: Hvordan kan vi efter Deres mening forhindre krig? (...) Et brev, der måske er enestående i den menneskelige korrespondances historie, for hvornår har man sidst set en veluddannet mand spørge en kvinde, hvordan man efter hendes mening kan forhindre krig?”
Virginia stiller dette spørgsmål i 1938, men det synes påfaldende aktuelt 77 år senere. Krigen mod hvidheden og det postkoloniale magtforhold, den nutidige politiske situation, undertrykkelsen af minoriteterne, Sydeuropas økonomiske sammenbrud og den mere end spirende nationalisme udlægges eller analyseres sjældent, snarere sagt aldrig, offentligt af kvinder. Særligt ikke brune kvinder. Er det overflødigt at minde om, at forskellige personer oplever situationer og problematikker forskelligt, og at det med en vis ret kan hævdes, at man for at forstå en konflikt, må høre alle parter?
Eller som Virginia siger:
“Resultatet er, at selvom om vi retter blikket mod de samme ting, så ser vi dem forskelligt.”
Fremskrivningen af mig selv i historien er altså ikke et egoistisk eller selvcentreret projekt, men baseret på en analyse af, hvilke karakterer, der får plads i den kollektive fortælling: en mand, en tjener, en konge, en kriger, en ægtemand, en søn der hævner sin far i drabet på sin krigeriske og magtbegærlige onkel er normalt. En ikke-hvid, adopteret kvinde i efterkrigstiden, socialiseret i arbejderklassen, opvokset i provinsen, politisk i sin kunst såvel som i livet er ikke en rolle, der normalt indskrives i den danske litteratur eller i et nordsjællandsk sceneri. Og sletikke med det formål at føre krig mod historien.
Jeg stiller mig i blodet. Det er ikke en metafor. Der, hvor jeg går, bliver jorden rød. Når der er krig, er der nogen, der dør.
DØD
Døden er hvid.
Virginia siger:
“Ud over disse billeder af andre menneskers liv og bevidsthed - disse biografier og historier - findes der jo også andre billeder - billeder af aktuelle begivenheder, fotografier. Fotografier er naturligvis ikke argumenter, der henvender sig til fornuften, de er helt enkelt en konstatering af kendsgerningerne, henvendt til øjet. (...) Lad os da se, om vi ikke føler det samme, når vi ser på de andre, samme fotografier. Her har vi så nogle fotografier på bordet foran os. Den spanske regering sender dem et par gange om ugen med en hårdnakket vedholdenhed. Det er ikke rart at kigge på disse fotografier. Det er for det meste fotografier af lig.”
Siddende på døden, halvvejs i graven, halvvejs gennem livet - statistisk set - ønsker jeg at spørge: I hvilken krig træffer det sig således, at den ENE part vader rundt i lig, tilsyneladende uden at bekymre sig synderligt? Hvor den ene part tillader sig at betvivle, at krigen overhovedet foregår? Hvor den ene part skænder de sårede, bebrejder de dræbte? Hvor den ene part står så solidt på den ressourcemæssige, kulturelle, juridiske og økonomiske kapital, at den aldrig mister mere, end den selv har valgt at investere, og hvor muligheden for at være ignorant, bare er ét af dens privilegier? Det er mit spørgsmål.
Men kvinden som kunstner og kvinden som køn er en altid allerede død figur. Jeg er farvet. Jeg er kvinde. Jeg er under 1,60 høj og ikke kristen. Jeg er vant til, at jeg ikke bliver hørt. Jeg er vant til at skulle tale højt for at blive hørt. Jeg er vant til at blive ignoreret, patroniseret og udsat for fordomme og stereotype forestillinger om min personlighed, motiver eller adfærd baseret på min hudfarve. Jeg er vant til at blive forbigået til fordel for hvide kollegaer, og jeg er vant til at høre, at jeg er besværlig, når jeg kræver det samme som dem. Jeg er vant til at blive dæmoniseret eller eksortiseret, og jeg er vant til, at der ikke findes noget ind i mellem. Jeg er vant til at blive kategoriseret som “den anden”, og at den kasse rummer alt, hvad der ikke er hvidt, heteroseksuelt, maskulint og vestligt. Jeg er vant til, at alle “de andre” opleves som én, samlet masse. Jeg er vant til, at mord foregår på alle niveauer og på tværs af minoritetsskel. At feminister er racistiske, at farvede er homofobiske, at religiøse er fascistiske, at homoseksuelle er diskriminerende overfor folk med nedsat funktionsevne. Jeg er vant til, at minoriteter spilles ud mod hinanden, og at dette er en del af strategien til at bevare et grundlæggende undertrykkende system mod alt, hvad der bliver karakteriseret som “den anden”. Jeg er vant til, at folk ikke kan se det. Jeg er vant til at dø en lille smule hver dag.
Virginia siger:
“En kvinde må have penge og et eget rum, hvis hun skal skrive. Giv hende et eget rum og fem hundrede pund. Lad hende skrive, hvad hun har på hjerte og beskær derefter halvdelen af teksten, så vil hun inden længe have skrevet den bedste bog nogensinde.”
En minoritetsperson, der har besluttet at gå i krig mod historien, må forberede sig på døden. Hun må være indstillet på undervejs at lære sig nedsvælgningens kvalmende kunst, i dét hun kan se frem til at skulle sluge et utælleligt antal kameler tillige med sin egen stolthed. Hun må lære sig overjordisk tilgivelse og retorisk snilde, så hun på en - for majoriteten - varm og tryg og behagelig måde, høfligt kan gøre opmærksom på, at den netop har dræbt hende. Igen. Og igen. Og igen. Hun må belade sig på majoritetens intellektuelle og følelsemæssige habitus, for uden disse vil majoriteten ikke bære hende frem, og uden at blive båret frem af majoriteten, får hendes ord hverken vægt og pondus.
Når hun har indset, at døden er det ultimative eget rum, kan hun skrive.
Papiret, hun skriver på, er hvidt.
HAVET
For enden af krigen ligger døden, og rundt om døden ligger havet.
Når en kvinde har fået et eget rum og er begyndt at skrive, kan hun risikere at komme ud på meget dybt vand. På en evighed af fløjl. Havet er Afskeden, såvel som Ankomsten. Havet er kidnapningen, bortførelsen eller flugten fra ens eget, ukristelige land - a land of ones own - og ind i Fort Europa. Det ser uskyldigt ud. Men den, der betræder havet, kommer aldrig tilbage.
Der er lommer i verden. Illusionen om idyl eller ‘det healende åndehul’. Det tidløse rum - naturen - hvor man kan slippe sit blik løs på havspejlet, så det kan vandre og danse i horisonten og forsvinde i tiden. Det er sjælens vertikale pauseknap. Det her kunne lige så godt være 1800-tallet. Virginia kunne komme gående rundt om hjørnet, over græsset. I opløftet ungpigehumør eller mørk som et efterårsvejr og med kværnende stemmer i sit hovede. 1910 eller 20 eller senere. Vi ville ikke vide det.
Talland House, Virginias families feriehus, var stort, firkantet og med en kæmpe have, der skrånede mod vandet. Som ved gærder og hække var inddelt i mange mindre haver, alle i forskellige niveauer.
En have er et sted, hvor verden svinder ind til en brombærbusk og skyld er en lilla rande omkring munden. At forsvinde mellem grene. At synke sammen under buske. At skue det blå bag hækken, er det hemmeligste i verden. En sprække gennem alting, hvor lyset kommer ind.
Danmark er så lille. Danmark er bare en lille bitte prik på en lille bitte klode, og kloden er bare en plet, en prut, et kort suk, i universet. Jeg kigger på et billede af universet, som NASA har taget, og selvom jeg ikke stoler på NASA, stoler jeg på billedet. Et lille bitte billede af et lille bitte udsnit af meget stort univers. Det eneste jeg kan lide ved Jorden er, at det er en lille bitte prik i universet. Det eneste jeg kan lide ved universet er, at Jorden virker så ubetydelig, når man ser den på et billede taget af NASA. Når jeg ser på billedet taget af NASA, bliver jeg rolig indeni. Når jeg bliver rolig indeni, er det fordi, jeg føler, at vi, Jorden og menneskene, er ubetydelige og ikke gør nogen forskel i universet. Når jeg ser på billedet taget af NASA, forstår jeg, at følelser som skam, skyld, vrede, sorg og frygt, blot er detaljer og som sådan ubetydelige.
Ondskab findes ikke. Universet opererer med helt andre strenge, der ikke gør brug af den slags betydningsløse størrelse.
Dette skriver jeg om natten: Da jeg var barn, frygtede jeg tanken om det uendelige univers. Nu gør tanken om universets uendelighed og det enkelte menneskes ubetydelighed mig rolig indeni.
Virginia siger:
“Hvis De ikke havde troet, at den menneskelige natur, almindelige mænd og kvinders tanker og følelser fører til krig, ville De ikke have skrevet og bedt mig om hjælp. De må have ræsonneret som så, at mænd og kvinder, her og nu, er i stand til at følge deres egen vilje. De er hverken brikker i et spil eller dukker, der danser i en snor, mens de styres af usynlige hænder.”
Dét er menneskets dilemma. At lade sig føre igennem dogmer af krig og død eller styre sin egen bevægelse. Alt liv starter i havet. Derfra vokser det. Når vi tager fødderne op af vandet, kan vi gå på jorden.
Af Joan Rang Christensen. Prisbelønnet dramatiker, uddannet på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2004 og har fået produceret ca. 40 radio- og scenestykker i Danmark, England, Tyskland og Sverige.
Senest “Når jeg engang kommer hjem” (Podcastserie, DR Radiodrama, 2016) og Vinger (Johns Teater/Teater Grob, 2016).
Teksten blev opført som performance af forfatteren i forbindelse med Jette Hye Jin Mortensens værk ‘Et landskabsteater’ på Munkeruphus d. 2. august 2015. ‘Et landskabsteater’ blev til som en stafet efter arbejdsbesøg på Munkeruphus under udstillingen The Voyage Out om Virginia Woolf.
fotograf: Timme Hovind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar