fredag den 28. august 2015

INGEN MIRAKLER af anne katrine bagai

der er ingen her
tror du at vi letter at
vores ankler knækker sammen
med de bånd der bandt os
en fugl døde i centrifugen
dens blå og grønne fjer
var spredt over hele badeværelset
vi aner ikke engang hvordan den kom her ind
hvor længe den blev
vi har ikke engang hørt den
tror du vi skal holde ind nu
tror du det kan betale sig eller betale mig i længden
lad os smile til kunden
flette en stor fletning klokken 07.00
gå rundt og forsøge at vænne sig til sit
eget ansigt
gå rundt og prøve at lægge sig selv i de rette folder
forsøge at vænne sig til det
kigge på piletræer og troldetræer
knytte hænderne mens rifterne synger
du blev mindst ligeså bange som mig
hold op med at benægte det
 du kunne også se hendes blå hænder hænge slapt ned
fra hver sin side af kroppen
du kunne også se mosevandet
det blå vand det blå øje og så lyngen
omfanget af det lys
de kobberfarvede tråde i hver sin skal
perlemor i kniven der blinker
du kunne også se taljen på hende
et ansigt skåret i en tynd skive og
smækket på ved lejlighed
når du siger det vil jeg gerne tro det
men det gør jeg ikke
du tog rundt om mit liv
jeg blev helt syg
du mærkede efter om alt sad som det skulle
en betuttet dreng kom ud fra wc’et
da jeg mødte ham efterfølgende sad han og
spiste af en gul tallerken
jeg prøver at lade være
hendes røde hår hendes stikkelsbærøjne 
grannåle sviger i næsen
hans døde blå hyacinthænder
den forfærdelige måde min hud kan mærke sig selv på
lede efter dig på en plads med mennesker i alle retninger
jeg stryger dig over håret
jeg trøster med hænder som rustne river
den søvn du falder ned i er ikke din egen
vesterhavet der bare skyller ind mens
luften tvinges ned i lungerne på en
i det her hus smider du dine smøger ud
jeg kender ingen der smider smøger ud

så tit som du gør

torsdag den 27. august 2015


Mathias Kryger is an artist, curator and critic who sometimes - as in the case with this text - combines modes of writing.

 «It is language, words and semiotics, and we don’t need to throw away everything that we invented because neo-liberal ideology adopts the strategies from the art world and twists and turns them, adapting the denotation of the words», my friend said the other day (or something along those lines, anyway), when I proclaimed I would never use the word performance again when describing my work.

My friend, is a choreographer and has been making work for the black box and the occasional white cube for many years, and she is an avid observer of how late capitalism has adopted the methodologies of artists and have given them new names like entrepreneurship only to throw them back out in the system of cultural production as i.e. «The artist as entrepreneur» - something the various actors within cultural politics have understood uncritically and only as a positive.

So in that light, I thought my proposal to throw away the genre-denominator of performance would resonate with her, but clearly it did not. However, I couldn’t just let the idea slip and I really, thought I was onto something groundbreaking – a furious engagement with capitalist criticism seen through the lens of high performance society reflected in a growing interest from the art world in performance art as an easy fix and as an entertaining and possibly subversive distraction for this art opening or that summer party drinks in hand – or worse – as festivals of performance art.

The notion of performance had undergone the semiotic movement – from the arts to the sphere of capital and back again – sullied by the blue world of cold lit stock photography, wide smiles, perfectly tied ties, shiny office plants, water dispensers and humidifiers, a place I wouldn’t mind living actually. And with that also by a language posing as precision, but really, a language nobody understands, pure as ornamentation, so called business-lingo:

Best practice, core competence, mission statement, move the needle, open the kimono, tiger teams, make hay (while the sun shines), scalable business, think outside the box, get your ducks in a row, create an ecosystem, a solution, we are leveraging our assets, full service, drill down, it is what it is, robust, take it offline, synergize, boil the ocean, reach out, hard stop, impact, giving 110%, body of work, take it to the next level, cut and dry, window of opportunity, low-hanging fruit, peel the onion, performance, perform, performing.

Then I went to London – financial hub, Margaret Thatcher Never Land - to excel at my core competence of making a performance in a small non-profit art space, myself not making any profit. And it so happened that, at the Airbnb where I stayed, there was an issue of the Italian art press, Mousse Magazine from last summer. Midway in the magazine I found a discussion about post-performance, the term I also proposed as an alternative to the business lingo-ed term of performance, which had migrated through and was appropriated by the commercial world as a signifier of success and efficiency.

Okay, so that already happened, old news, part of the general discussion. Time to think out of the box then, I thought, as I tried to detect how my body reacted to the amount of Licorice Allsorts that I had just drilled down faster than you can say “venture capitalism”. It could be that I am actually right now developing a robust case of diabetes, I said out loud to nobody. I hope not, I hate the smell of Insulin, I cannot move the needle (into my own flesh). I stuffed another three pieces in my mouth, my sugar levels rising at the same rate as the stocks of a medical company after releasing news of a newly patented wonder drug, only to plunge right after, into a deep, sugar drugged daze.

I started hallucinating:
Under a sky the color of detergent, I found myself in the act of committing a murder. I, now a person with two perfect breasts and a huge penis, rock hard under the high performance fibers of my gym clothes, was getting rid of my editor and sometimes lover, more pussy than pussy, rain from the ground up, smooth operations, camera on the tip of each finger. I took off my left arm with my right arm, and swung it in one single movement, one line of motion through the perfumed air, and landed a strike at the editor’s left kneecap, then swung it around again clockwise and breaking the movement off at the back of her head, giving it 110%. I had never killed before. I felt like licorice, molded, strong and shiny, not for everyone. I slowly opened the kimono which was perfectly folded around the editor’s waist. I took it off her shoulders, off her naked arms, and lay it in the river, as if serving the river a dish, a poached egg.

Coming out of my dazed dream state, I sat on the table, legs crossed, A-level lotus position, and readied myself for the disintegration of a short yoga-breathing practice, to brush off the mishmash of hormonal debris. That should help me to get my thoughts organized, my ducks in a row, I thought. Democracy is characterized by a high number of institutions and a low number of rules, fascism by many rules, and few institutions. I repeated this sentence to myself, a mantra of sorts, and thought, that I would get back on track, back to my research.

Lean bodies - colon clean. Is there a linguistic connection between the words colon and colony? There is a colony in my belly. I keep my colony in check, under lock, feed it only every so and so often, sugar sometimes, it loves mother’s milk, the machine of the breast to the mouth is the factory for my colony. After the breathing session, I - and my intestinal colony - felt no younger than when we woke up earlier that day. It was time to take it to the next level.

You should follow artists and bodybuilders on Instagram.

Since the late 1990s, there has been talk of a performative turn within visual art, talk in academia and art criticism and curation. All aspects of the art experience were suddenly seen as performative. A work of art no longer was but did. The act of a sculptural surface and a mediated surface and a process of creating a work of art, are lingering still in the reception and understanding of most contemporary art. An awareness of a performed situation, stretching from the colon bacteria of the artist, along the physical actualization of the idea or concept or somnambulistic practice, the institutionalization of the piece, the reception within media and criticism, and the centripetal circulation of everything within an economy of the arts. What began with the introduction to the art world, at large, of the writings of say, Judith Butler and her reading of the performative linguistics of J.L. Austin, may today be reflected most clearly in the surface of a can of Red Bull, floating in the ocean. Blink blink.

The character of the Red Bull is not a far cry from the character of the bronze bull of Bowling Green Hill in New York’s financial district.

Following the 1987 stock market crash – Black Monday, October 19, the bull sculpture was created by the Italian-American artist, Arturo Di Modica. Nobody asked for that sculpture, it was not commissioned, instead, in an act of ‘guerrilla art,’ Di Modica trucked it to Lower Manhattan where, on December 15, 1989, he installed it beneath a 60-foot Christmas tree, in the middle of Broad Street, in front of the New York Stock Exchange, as a Christmas gift to the people of New York. That day, crowds came to look at the bull, with hundreds stopping to admire and examine the gift, as Di Modica handed out copies of a flier about his artwork. It was later removed, but then repositioned in its current location, by public demand.

The energy drink, Red Bull, was created the same year that Di Modica had the idea for his bronze bull sculpture, 1987, the year of the Black Monday financial crash.

Red Bull owes its name and entire existence to a Thai energy drink called, Krating Daeng, which means Red Indian Bison. The bull-connection, however, is not just a fleeting metaphor for power, strength and performance abilities, but is found in the list of ingredients. The drink contains the acid, taurine, which is named after the Latin Taurus (a cognate of the Greek ταῦρος), which of course, means bull or ox.

Taurine was first isolated from ox bile in 1827 by German scientists, Friedrich Tiedemann and Leopold Gmelin. It performs essential tasks for cardiovascular functions, and for the retina, and the central nervous system. In that sense, there is more than one direct link between the eye (retina, central nervous system) and the blinking can of Red Bull bobbing around in the ocean, the reflection; the becoming bull.

The loop happens between the body of artist, the body of bull, the body of work, the performance of the stock market, the performance of the Red Bull company on the stock market, the Red Bull Cliff Diving World Series, the Red Bull Air Race, the Red Bull Crashed Ice, the Red Bull served with ice cold Absolut vodka, the sports team ownerships: RB Leipzig, FC Red Bull Salzburg, Red Bull Brasil, New York Red Bulls, Red Bull Racing, Scuderia Toro Rosso, the celebrity endorsements, and music, the record label Red Bull Records, the DIS art work at the Triennale at New Museum in New York, in part funded by Red Bull and the DISown exhibition held at Red Bull Studios at 220 W. 18th Street in New York, the Red Bull Art Academy, which might soon open on a raft in the middle of the Indian Ocean: silver, blue and pink.

Joris Verster and his colleagues at Utrecht University concluded after serious research that Red Bull Energy Drink reduces driver drowsiness and enhances driving performance during prolonged highway driving.

Red Bull is headquartered in Fuschl am See, an Austrian village of 1500 people near Salzburg, a mere 1157 km drive from Copenhagen. The building sports no logo, is heavily guarded, and looks like a cross between a West African hut and a missile launch platform. The company does not grant any interviews.

Post-Red Bull, I decided to dress like a woman, to walk to the gym, to take off my clothes, put on other clothes, walk out of the changing area, and enter the weightlifting room, to adjust the weights, to pull the bars, the ropes, the sticks the bells, the tiers. To count the repetitions, the seconds between the sets, the reps, the breaks, the systems of breaking down fibers. I stuck my sweaty head in the protein vapor dispenser every now and then, inhaling until my anus popped out, tucked in again, let out a small sigh, and a small cry, the distance between the sigh and the cry so short, measurable only by tweezers.

onsdag den 26. august 2015

GENFÆRD af daniel dalgaard

Afføring er allerede helt anderledes end tis fordi det ikke bare køler, men også stivner er ikke det rigtige ord det tørrer ind, man kan mærke hvordan det trækker i hårene på baglårene og ballerne. Kan huske to gange det er sket, og lorten kan vel næppe have nået at tørre helt ind? Ikke den første gang i hvert fald. Havde jo min cykel, og hvor langt er der en kilometer mellem boldbanerne og mit hjem på det tidspunkt (måtte stå op og træde i pedalerne hele vejen. På et tidspunkt faldt et lille stykke ud af det ene shortsben). Forsøgte længe syntes vel at det var træls at skulle cykle hjem forsøgte at gå op og ned af en smal stentrappe som førte op til en sti der lå mellem kløvervej og skolens parkeringsplads. Man kom op lige der hvor stien slog et skarpt sving som gjorde det umuligt at cykle nedad den med så høj fart som man gerne ville som man virkelig ønskede sig. Op og ned ad den trappe med forestillingen om bevidst at kunne tænke på ”noget andet”. Jeg havde tynde grå bomuldsshort på. Jeg kan stadig se dem for mig. Senere på badeværelset. Har stadig benene i shortsne og overvejer hvordan jeg skal få benene ud af dem uden at komme til at røre lorten som er tværet ud over alt. Er noget helt andet med tisset. Alle de gange det er sket har følelsen nærmere været at det er ud over det hele. En helt anden måde at skulle rengøre sig på som om det ikke er nok at lade vandet løbe ned over inderlårene, gnide sig med sæbe vaske ind under pungen som om der skulle noget mere til et lag mere fx en klud også fordi den tiltissede hud stadig er mærkeligt kold på trods af det varme vand. Men ikke den samme følelse af at der ikke er noget at gøre. Har fx tillid til at jeg kan vaske underbukserne og bruge dem igen - ikke en mulighed med lort. Bare skulle sidde på toilettet og kalde på min mor åbne døren mens jeg stadig sidder ned og fortælle hende at jeg har skidt i bukserne jeg rækker hende shortsne med underbukserne inde i hun pakker tøjet i en pose, som hun binder knude på og smider ud har en følelse af at jeg må have siddet på det toilet i årevis af aldrig at være kommet videre derfra men bare pludselig alligevel en dag noget nyt (fx Frank første dag i gymnasiet han er en god ven jeg ser ham tit og jeg tænker næsten altid på ham som (jeg har faktisk aldrig fortalt ham det) Frank med frøer fordi han i en navneleg siger ordene Frank med frøer han har en t-shirt på med sådan nogle grønne og hvide hvide? frøer og vi står i en rundkreds og skal muligvis rime på vores eget navn.) Vågner en nat ved at jeg strinter Det er måske ti år efter de grå bomuldsshorts. Jeg er toogtyve år og ligger ved siden af Stine i en seng i Buda går ud på badeværelset og forsøger at tørre mine lår tager et håndklæde med ind til sengen som jeg lægger ud over pletten. Stine spørger hvad jeg laver jeg siger ingenting, sov bare videre. Kan mærke hvordan hendes krop skælver af lydløs latter da jeg lægger mig ned til hende.   Jeg oplevede det klart som et forræderi - fordi de andre havde åbnet kampen uden at fortælle det. Vi har vel været elleve år tolv deromkring hvor pigerne eller drengene bliver ”spændende” som man sagde. På den måde er det heller ikke helt rigtigt at jeg ikke var advaret. Allerede det at både drengene og pigerne var inviteret til festen (som også blev holdt om aftenen i stedet for om eftermiddagen efter skole) allerede dét - så står man stampet op i hver sit hjørne der uden nogen ved hvem der er tyr og hvem der fægter og hvem der er tilskuer og hvem der drikker tre halvstore glas gammel kirsebærvin inden de står op af sengen om morgenen. Pis. I invitationen havde der stået at alle skulle have en hat på til festen og da jeg ankom, det tog måske næsten en time før det fulde omfang fik op for mig, jeg havde en eller anden hat som jeg havde fået i hånden af min mor på vej ud af døren en af min fars gamle hatte som han ikke selv gik med fordi ingen går med hat fordi en hat er en udklædningsgenstand. Det var mit ræsonnement hvis jeg skal sige det nu. Jeg har aldrig haft det nemt med det her med hvad skal man kalde det udklædning? udseende? To ting popper op i mit hoved a) Jeg sidder i min fars lænestol efter at have været til frisør og ser tv-shoppen med de spikes i håret som frisøren har lavet uden jeg bad ham om det men som jeg synes er fede da en ven kommer på besøg og spørger om det er min nye stil hvilket jeg aldrig rigtig tilgiver ham og b) jeg skal til udklædningsfest i min kærestes kollektiv og klæder mig ud som digter med nogle bestemte bukser og en fjollet rød jakke og så finder jeg senere ud af, at en af min kærestes lesbiske veninder har sagt om mig at nu er han næsten helt lækker hvilket ikke er den 100% direkte årsag til at jeg efter festen fortsætter med at gå i det tøj, men klart en medvirkende faktor. Og på mange måder minder den her sidste historie om det med hattene fordi det er klart jeg har ikke forstået noget flere af de andre ikke alle men fem eller seks af de andre har taget smarte hatte på. Bøllehatte. Og hattene skal også bruges til noget en leg (hattene ryger i en sæk og alle trækker en for at finde ud af hvem de skal sidde ved siden af) men det er ikke det er ekstremt tydeligt for enhver at det ikke er hattenes hovedformål. Meningen er at - hvad er meningen at man skal - have en smart hat på på den måde vise at man også selv er smart. Og så det, at det er netop den hat bøllehatten. De næste par måneder begynder flere at have en hat på i skole jeg får også selv fat i en bøllehat, som jeg har på et par gange men er ligesom jeg - føler mig som jeg oplever det som unævneligt ydmygende at alle kan se at jeg stået derhjemme og taget bøllehatten på, kigget på den og vurderet at jeg er pænere med den på at jeg har været ude at købe den overhovedet har det stadig tager forsigtigt en trøje op fra bunken går ikke i prøverummet fordi det ikke hemmeligholder noget alligevel folder den ud og holder den op foran overkroppen foran et spejl på væggen og så bliver jeg fyldt med et fortvivlet raseri vil kaste med trøjen og gå fordi alle kan se mig at jeg står og prøver at skjule noget at jeg står og forsøger pisse meget at fremstå.   GENFÆRD Havde den her fornemmelse inden dansk flygtningehjælp kom og ringede på dørtelefonen af noget jeg ville fortælle. Noget som jeg allerede havde fortalt én gang på det tidspunkt da jeg sad der og forsøgte at finde det sted i en forelæsningsrække om matematikkens historie som jeg var nået til i går aftes. Havde allerede fortalt det. Fortalte det i går aftes. Til Martin. Jeg sad, kan jeg nok godt gå ud fra fordi jeg altid sidder der når Martin er på besøg, i den lilla stol som er en slags wegner og som vi har fået af Stines far og som jeg ikke synes at jeg sidder særlig godt i fordi den er for lav i forhold til mine bens længde så jeg kommer til at sidde på en måde hvor mine lår så at sige ikke følger stolens sæde fra mine baller og ud mod knæene men i stedet løfter sig fra stoffet op til mine knæ som befinder sig omtrent otte til ti centimeter over sædets niveau hvilket altså gør at jeg kommer til at sidde krøllet sammen nede i stolen så jeg ofte oplever at mine lægge kan komme til at sove lidt. Men det forekommer mig også at jeg ikke bare allerede har fortalt den historie én gang men også at jeg allerede har skrevet det digt som handler om hvordan jeg ikke kan huske en historie som jeg ellers havde tænkt at jeg ville skrive et digt om. Minder mig om måden som folk der er på vej til at blive demente taler på. Min morfar er ikke dement endnu når heller ikke at blive det. Ligger for døden. Det passer ikke. Han sidder derhjemme i en lavloftet stue sluttet til sin iltflaske gennem en halvtreds meter lang gummislange formentlig ved siden af min mormor. Han taler om døden når jeg besøger ham Hun ikke kan lide det. Han siger det er mærkeligt vi er så bange for det er det eneste man ved skal ske for alle så siger jeg men vi kender jo ikke nogen der har prøvet det og så prøver vi at være joviale sammen om det. Mormor siger ingenting sidder allerede et par meter inde i den ensomhed som forestiller jeg mig ikke har nogen størrelse der venter hende. Nu er det hende der kører bilen, hun vil kun køre mens det stadig er lyst men tingene skrider hurtigere frem end hende. Jeg er også begyndt at skrive en tale til min morfars død. Noget makabert ved det. Ved ikke om jeg bør stoppe måske slette den helt. Har forsøgt at sætte mig i den tilstand kunstigt at han var død men jeg ved at jeg ikke ville have lyst til at tale så jeg skriver talen nu. Stines farfar nåede heller ikke at blive dement. Jeg så ham død på plejehjemmet, liggende i det rum nede i enden af gangen som teknisk set var hans kones men som de brugte som opbevaringsrum fordi de bare havde indrettet hans rum ligesom deres gamle stue og altid var der sammen og sov der sammen glade for at de havde været så heldige at få en plads på det samme plejehjem. Nu sidder hun der selv har fået det bedre efter han døde. Men hun fortæller stadig tingene på den der måde hvor historierne er gennemløbet af tavshed og gentager sig selv en smule. Aldrig helt det samme men variationerne til trods bliver de afbrudt af spørgsmål har jeg allerede sagde det? som om det spøger inde i hende. Husker min egen farmor som en fugl hård og streng stod hun i sit køkken hele dagen mens hendes mand sad på en stol ved spisebordet med tilbagestrøget hår og han var meget tyk han vidste alt og alt for dårligt og han havde en kat som var lige så fed som ham selv og som han fodrede og agede mens han fik skældud af min farmor.

fredag den 21. august 2015

BEIRUT af camilla nicole bitsch

En gammel mand har boet hele sit liv i byen og bliver bange, hvis byen er for stille. Han husker krigen og mistænker stilheden alt muligt. At være tynd og porøs. Om søndagen fornemmer han en vis afslappethed, som han forsøger at læne sig mod: et lille sart øjeblik inden byen igen bryder ud. Nogle dage går han ture i byen, alt det grimme rives nu ned af tunge maskiner, skudhuller pudses op, der bygges skinnende nyt, den gamle ledes smertefrit gennem byens gader og ud på den anden side. Der står han en stund og ser ud over dalen, før han vender om og går hjemad. En søndag finder han en edderkop i sit thekrus og bærer den i sine hænder ud i den tørre varme. Før han slipper den fri, står han et øjeblik og mærker dyret i sine håndflader, det er en kamp, der for ham føles så blid. I stuen skænker hans kone the, han tilfører mælk, omkring ham på gulvet leger hans døtres børn. Også idag blev det gode tider. Han lægger en klump sukker under tungen og drikker af den lune the, kigger på sin kone og siger: ”Krigen styrker ens sanser, når man endelig går forbi et kridhvidt stykke silke, ved man instinktivt at krigen er ved at slutte”

tirsdag den 18. august 2015

ABC af lene asp

All barren cabalistic dark horse Eddas find gainsharing handled in jagged kaffeeklatcshes, ladylikeness machine-gunning, nicely, obfuscations piling, quarreling ribaldry, so tough unanswered vacua, whilst Xanaxy yabber zippers-up.

people quote rumors stern to unveil veils: women x-chromosome, y-chromosome zooids. Abandoned baby calls dandelion evergently, frees gallantly healthy ichor jetting kalong-like, muscatel nose-bleed out, 
instructions jotted keenly, like mangos not opened, pursued questions rightly stated: two unsuspecting vital wives’ xero? yes, zanily! Ages before Caesar died elves fell gently hellwards,

rack stubs to unburden voices with xeric yellow zaps. A balsamic calf, dry escalope, fried gallingly, has incrustation jawbreaker ka-chings lamented monosyllabically neutered on parted quarters,  

gullible Habakkuk, in jingles kept long, mostly narrativized on peculiar qualities, ripped, stripped to unknowing vain words: xeroxed yo-yo zealousness. Annals become cool dead Eskimos, finally,

loving more native ornamentation, put quadrangle ruts sappily to unofficial velocity while x-rating young zealots. Albino bought cold delightful effigies from game hall in jocose Keelung,

torsdag den 6. august 2015

I NATUREN RäKNAR HAN INTE MED NÅGOT af kristofer folkhammar

I naturen räknar han inte med något
– hommage till Kristin Berget

killen                                       i regnet                                   med
vaselin                                     i handen                                 med
blicken                                    i ansiktet                                blöt
                                                i ansiktet                                frågar
om vi kan                                                                               gå in

jag stryker                              i ansiktet                                hans regn
                                               i ansiktet
när han drar tröjan                 av sig
det är långt                             i från skogen                          till hit
                                               i naturen
räknar han                              inte med                                 något
han uppskattar                       sakta  
sin stillsamma                        skillnad
när jag kysser                         hans ryggslut                        
                                               tänker han                             äntligen
handen                                   öppnar sig                                                     
som nätter                             öppnar sig                              som vetskap              
kan stänga                             som vandringar                     kan öppna
med vaselin                           i handen        

                                                                                                han tänker
                                                                                                med min mun
                                                i sig                                         med sitt minne
                                                i sig
på killar                                  som räddningar
på killar                                  som dödar                               allt som de älskar
                                               att tillåta sig tänka                  på det
på familjers                            fradga                                    
på rådjurs                               fradga
på skolgårdar                                                                         rosa
på olika armar                       vaselin                                     armar
på kyrkbröllops                     ilska
på systrarnas                         flätor
på jägarnas                            händer
på ormarnas                          tänder
på samlarnas                         nötter
på saliv                                  som fradga
på vaselin                              som fradga
på helgernas                          utbud                                    
på djuren                               i hagen
de skjutna                              i hagen                                   jag tror att han tänker
på mig

på giltighet                             i metaforer                            
som vit älg                             svart får                                 nervösa
                                                kameleonter                          hjortdjur
                                                jag tror                                  att han tänker
på rövknullsmetaforer           familjers                                 metaforer
                                               författares                              metaforer
                                               bilder                                     för att inte
                                                                                              komma loss

                                                samla                                     fradgan                     
                                                i burkar                                  vaselin           
utan                                        metaforer
                                                i kväll

senare                                     i soffan                                   tänker han
annat                                                                                      han har så     
slemhinnor                             i dag                                                   

                                                i mitten                                   av natten
hämtar han mandlar                                                               kokar dem
söta                                         stryker dem lena                     serverar dem
heta                                         i kupad                                    flanell
kysser                                     i jakten
med vaselin                            i ansiktet                                  är han suddig
                                                i naturen                                  är han skarp
                                                i minnet                                  hans händer
är öppna                               
har min mun                           i sig                                         så cerise