tirsdag den 30. juni 2015

FRA BUNDEN AF LUNGERNE af victor boy lindholm

tør du blive gammel
i en ny atmosfære
har du tænkt på det
tårerne der falder mod jorden
i uopdyrkede områder
tør du træde ud i det
alderdommen i et fjernt kosmos
foran mig en død krage
så stiv at det er komisk
hvad har den sagt
inden døden indtraf
har den råbt
hold op med alle jeres krav
giv mig lidt medvind
som en længselsfuld solsort
har den følt rynkerne
under fjerene
der spreder sig
som træernes rødder
udmåler en periode i en tid
hvor hver morgen
bringer varmen
og bomberne med sig
så jeg på dårlige ben
får smadret mit ansigt
jeg har svært ved at rumme det hele
at vi er uforlignelige mennesker
og at det er problemet
mærker du det også
når vi står sammen ved amager strand
spejder ud over havet
hvor olieskibene passerer igennem
ser du det i mit ansigt
hvordan min glatte hud
er afhængig af skibenes last
mærker du det som jeg
på bunden af en silo
med årets høst til
en gammel slægt
vågner du også i natten
til lyden af bakterier
der gør oprør
der er langsom strangulering i gaderne
lidt passende smerte
som tænder der forlader munden
med en rusten tang
hold nu fast i mig
i bjergene der smuldrer
sæt tænderne i dem
og lad sandet med tiden
glide gennem dine urolige fingre
der binder dig
til en overfladisk slægt
gå nu med mig ind i rastløsheden
sæt ild til netværket
dyk ned til kablerne
hvor dit liv løber i rør
og indespær mig
i stinkende væksthuse
jeg taler herfra
med dyb stemme gennem sonderne
fra en forladt hospitalsseng
i et hul i atlanterhavet
hvor græsset gror i gangene
jeg ser gletsjeren i øjnene
begraver mig selv tusind år under isen
jeg klatrer op fra kulden via højspænding
se mig
se mig
se idioten
vandrende gennem gader i tynde sko
vender tilbage til nutiden
med blod i munden
jeg kvæler dig
i potteplantens lianer
i et hvidt jakkesæt
med en død stiv krage i hånden
jeg er en gammel lov
der skammer sig
med en hævet mund
jeg mumler stille minderne
om tiden før damp
og forbundne transportsystemer
jeg skriger ned i tarmen
elsker du også plastikken
jeg æder i natten
betragter du himlen
som en motorvej
hvor små mennesker samler sig
og glæder sig
mens de flygter fra kedsomheden
over kraftværkerne
der erstatter vulkansk aktivitet
tør du blive gammel sammen med mig
tør du tage min hånd
og synge fædrelandssangene
fra en gulnet sangbog
om et stort bål
hvor vi fejrer de sidste udstoppede dyr
jeg udprinter rævene
og spiser vegansk
som en sejrende kriger
med min fjende på spyd
uden agerbrugene
lukker vi eu
og åbner afrika
jeg flakker rundt i ørknen
bliver vanvittig på min egen måde
forvandler mig til en blodig skorpion
jeg er fortvivlet over deres magt
lad mig skrige i vildmarken
lad mig skrige
jeg skriger
dig ned i bunden af mavesækken
tør du blive gammel med mig
jeg stirrer ind i de sidste sommerskyer
i den vådeste kælder
tak for i år
du stormflod
der leder til indsigt
en vej vi fulgte for mange år siden
giv mig lov til bare at ha det ok
jeg har det fint
hvad føler mine indvolde
nu de trækker vejret i piller
hele vejen ned igennem
væksten
giv mig tid
og jeg ødelægger alt
tag mig i hånden
og kys mig af kærlighed
så smadrer jeg fløjkrigene
som den ridder i irret rustning
jeg altid vil være
hvis du vil blive gammel med mig
hvis du vil kravle på gulvet
langs væggene på offentlige institutioner
med mig
så sæt dig ned
her langs skrænterne
der snart styrter i havet
kys mig på min smadrede mund
og fortæl mig historien om
hvordan vi to
kom hertil
du er min eneste forståelige oplevelse
det eneste jeg holder uendeligt af
min lille høne uden fødder
i bedre tider
dyppede de dine små knogler
i ammoniak fra din tarm
og spiste dine vinger
min lille høne
min lille våde kummefryserkylling
skrig mod tremmer
at du har alt
så de må gå triste hjem
med deres designerkataloger
og passe deres eksem i fred
jeg bliver immun af penicillinen
jeg lever af
på dage uden mad
se nu på månen
den elendige metafor
hvordan den smiler over storme
en storm langt ude på havet
der larmer med trommer
der hvirvler med alle glemte arter
i en evig tornado
jeg dykker i havet
med min eneste frygt
i mudder til halsen
at du råber mit navn i vinden
og jeg husker de tider
hvor disse linjer var umulige at skrive
se kontinenterne bevæge sig
mod hinanden igen
vi samler folket til en sidste krig
tror du virkelig på at historien stopper her
peg ud i verden
peg ud på internettet
med en skærebrænder på bunden af atlanterhavet
se ligene hoppe sig op på sofaerne
se kontinenterne samle sig
til en stor arena
vi samler kræfterne til en sidste krig
se på havet på den yderste grænse
hvor vi
det eneste vi
der virkelig tæller
efterkommerne med salt i lungerne
her sitrer jeg med min elskedes knogler
syet ind i en sæk fra skindet af de sidste svin
der forlod staldene
jeg bærer dig på ryggen
og jeg vil ikke miste dig i bjergene
hvor små byer ligger som tegn
og rester langs stier hvor ligene
allerede hober sig op
kvalt af vandet i lungerne
tag min her
hvor træerne falder i vandet
skrænterne styrter nu
vi hører ikke længere hvad de siger
hvorfor skulle vi
smid jeres krav i havet
her hvor digerne brister
er der kun os to
til at holde vejret
træk vejret dybt
mens jeg hviler mit hoved på din hofte
kryb ind i mit telt
og varm dig ved pandelampen
snart går batterierne ud
og vores lunger druknes i fugt
fra systemer vi har mistet forbindelsen til
rul dig sammen på min mave
så jeg kan filme dig i folie
pakke dig sammen i den vandtætte plastikpakke
og prissætte din nøgne plukkede krop
lille høne min
vandfyldte frostkylling
svøm med mig
i de dybeste have
vær min madding
når vi dykker ned i lergraven
og finder hvalkirkegården
der har ligget der i millioner af år
vær min madding
når havene skyller ind over os
med genopstandne kæmpefisk
vær min madding
i min værste frygt
at blive gammel  
mens jeg drukner
på forladte institutionsgange
lov mig min elskede
at du skruer helt op for morfinen.



mandag den 29. juni 2015

ALICE OG DET GURLESKE af elisabeth friis

Alice og det gurleske
Et vigtigt tema i Lewis Carrolls Alice in Wonderland er spørgsmålet om størrelse. Værkets fokus på spørgsmålet om størrelsesforhold hænger sammen med to ting: For det første er Alice in Wonderlands protagonist et barn. For det andet er spørgsmålet om, på hvilken måde man i det hele taget måler noget afgørende for Carroll, hvis metier i det civile liv var at være logikeren og matematikeren Charles Lutwidge Dodgson.
I en artikel, der læser Alice ind i en med værket samtidig, naturvidenskabelig kontekst (”Alice in time”, Nature, 2011) fastslår Gillian Beer at præcis for barnet – dvs. for et menneske som ikke er færdig med at vokse endnu – er spørgsmålet om størrelse hele tiden nærværende. Ikke mindst fordi: The child is the wrong size.
Barnets omgivelser er altid skaleret efter den voksnes krop. For et barn sidder vinduet og dørhåndtaget for højt oppe, mens stolene er alt alt for lave. Men det som bl.a. er slående ved Alice in Wonderlands protagonist, er, stadig i følge Beer, at
the child heroine learns to manipulate her own growth upward and ­– impossibly – downward. It’s this limber ease with the body – instantaneity instead of secret creeping expansion – that plays with our fundamental and universal experience of somatic time. The effect is exhilarating as well as threatening. It mimics the child’s experience of being out of scale in the power relations of occupying space. But it also releases the child from the inexorable and sometimes painful temporal sequence that leads towards adult full growth.

Beer taler om at Alices voksetid erfares som ”instantaneous/øjblikkelig” i modsætning til barnets erfaring af voksetiden som ”a secret, creeping expansion”. Og en sådan erfaring af tiden som øjblikkelig fremfor sekventiel er præcis, hvad der i følge Deleuzes læsning af Carroll i Logic of Sense [Logique du sens: 1969), definerer den lille piges priviligerede adgang til, det som i hans terminologi hedder den rene begivenhed. Alice’s fleksibilitet, eller hvad man også kunne kalde hendes mangel på kropslig stabilitet, er forbundet med hendes alder (hun er 7 år gammel), men den er også forbundet med den særlige måde at skifte størrelse på som lige præcis Alice deltager i. Når Alice skifter størrelse skifter hun nemlig ikke fra én specifik størrelse – tx fra 135 cm til 140 cm – til en anden specifik størrelse. Hun bliver hele tiden større og mindre – præcis som et barometer, hvor trykket hele tiden kan beskrives som faldende eller stigende ­– er hun hele tiden på vej op eller på vej ned. Når Alice drikker af den lille flaske eller spiser af kagen bliver hun først mindre. Faktisk så lille at hun står i fare for at forsvinde helt:
            she was now only ten inches high, and her face brightened up at the thought that    she was now the right size for going though the little door into that lovely       garden. First, however, she waited for a few minutes to see if she was going to       shrink any further: she felt a little nervous anout this; ”for it might end you          know,” said Alice to herself, ”in my going out altogether, like a candle”.

Men så bliver hun større igen: ”Now I’m opening out like the largest telescope that ever was! Goodbye feet!” – så mindre, så større igen, så mindre igen.
Og netop denne farlige men også frie mellem-tilstand er naturligvis, hvad der interesserer Deleuze. Som han formulerer det: She moves in two directions at once, hvorved forestillingen om en finit identitet elimineres. Deleuze knytter denne position til den stoiske filosofi: Alice er: En stoisk vismand, siger han. Hun holder sig nemlig på overfladen – dér hvor tingene er i konstant tilblivelse. Det er naturligvis IKKE noget behageligt sted at opholde sig, men det er et priviligeret sted, fordi det er frit. Alice falder simpelthen udenfor det digitalt målbare – hun bevæger sig mellem 0 og 1.
Denne form for vokseerfaring er altså ambivalent. At befinde sig i den rene begivenhed er farligt, men det er dog i sidste ende Alice som performer processen. Det er Alice som drikker af flasken og spiser af den kage eller svamp som får hende til at vokse eller at blive mindre.
Alice er sød, hun er uskyldig, men hun bevæger sig hele tiden ind på farlige områder. Hun er ved at dø adskillige gange og fortællingen om hende er i det hele taget stærkt seksualiseret.
Der er ingen tvivl om at hvis vi forestiller os ”den lille pige” som et sted, så er det et vanskeligt sted at opholde sig. Den voksende krop erfares som ustabil og de tegn som indskrives i og på kroppen, måske især den lille piges krop, er ekstremt tvetydige, idet de indeholder en blanding af på den ene side uskyldighed, renhed og hjælpeløshed, og på den anden side sexappeal, urenhed og forførerisk magt som også er de tegnkategorier den voksne kvinde tvinges til at pendulere imellem under den fallogocentriske orden.
Hvis vi læser med Sianne Ngai (Our Aesthetic Categories: 2012) er den den æstetiske dom ”cute” uadskillig fra hjælpeløshed, idet at dømme noget som ”cute” afspejler: ”the subject’s affective response to an imbalance of power between herself and the object” (54) – hvorfor ”the cute” ”is deeply associated with the infantile, the feminine and the threatening” og videre, hvilket er enormt interessant i denne sammenhæng: ”at ”the less formally articulated the object, the cuter it is”. At noget er ”cute” hænger i følge Ngai sammen med dets ”softness and pliancy”: The pleasure offered by cute things lies in their perceived capacity to withstand extended and unusually rough treatment”. (88)
Ngai kan hjælpe os med at forstå Alice’s kropslige flexibilitet som noget der er dybt forbundet med den foruroligende kategori ”cuteness” – det at hun er piget – men Deleuze kan måske hjælpe os med at forstå, hvorfor det, også i denne sammenhæng, er der hvor faren findes at det, der måske kan redde os, vokser.  
At være i den rene begivenhed er at sætte sig udenfor identitetskategoriernes repressive sted – at være mellem kategorierne i stedet for at være det ene eller det andet: Deleuze taler tilsvarende om at Alice ”skirts the surface of things” – at hun glider hen over tegnene i stedet for at ”falde ned i dem”.
Og det som slår mig, er, at det præcis er denne skirting on the surface of things, som Alice-figuren inspirerer til, måske også er karakteristisk for den punk-feministiske strømning som Arielle Greenberg for nogle år siden døbte det gurleske.  En strømning som præcis forhandler spørgsmålet om, hvad det vil sige at være ”en lille pige”. Som forhander den kombination af smerte, ubehag, men også forvandlingskraft og frihed som findes lige præcis på dét sted.
Alice er endnu ikke i puberteten, men er dog i fuld gang med en individuationsproces. I Logique du sens 33. serie, bogens næstsidste, spørger Deleuze:
What is a little girl? Og svarer: An entire æuvre is needed, not in order to answer this question but in order to evoke and compose the unique event that makes it into a question. (274). Det er måske et lidt skuffende svar og Deleuze får da heller aldrig skrevet noget storværk om, hvad begivenheden ”den lille pige” er gjort af. Man kan sige meget godt om Deleuze, men nogen feministisk undersøger var han ikke. Men det er det heldigvis andre som er.
For det burleske og det gurleske er Alice en stor inspirationskilde. Fra Japan kommer en popkulturel stømning, der forbinder ”the cute” eller ”Kawaii” som det japanske fænomen hedder, med stærkt tvetydige forhandlinger af den pigede identitet. Billedkunstneren Kusama har været i gang siden 60erne og hendes vigtigste billedstof er hentet fra Alice in Wonderland. Kawaii er i Japan også genstand for alle mulige typer af groteske transformationer, hvor det sødes uhyggelighed og seksualiserede agressivitet træder frem. Og manga, cos-dressere og emo-kulturen henter masser af stof fra Wonderland. De japanske Alice-undersøgelser er på en eller anden måde beslægtet med det groteske, det burleske og det gurleske: Performative strategier, der parodierer, satiriserer over og dermed undergraver og approprierer de kulturbestemte identiteteskategorier. Og alle disse performative gestusser svarer jo på, hvilke komponenter spørgsmålet: Hvad er en lille pige? har.
Ofte står lige præcis den lille piges erfaring af at have en ”grotesk” krop i centrum. For Bahktin er kvindens krop mere ”grotesk” end mandens fordi den kan udvide sig og trække sig sammen igen. Og Alice udlever jo denne pigekroppens groteske mulighed når hun bliver større og mindre. Gillian Beer siger om hendes kontrollerede transformationer, at de: ”releases the child from the inexorable and sometimes painful temporal sequence that leads towards adult”. Og Alice gør således det at være ”out of scale” til et aktiv – til noget der kan bringe forløsning. Og er det ikke præcis, hvad det gurleske gør. Nægter at lade sig skalere efter den herskende, naturlige orden. Gurleske attituder blander my little pony med seksuel lyst, hvide blondekjoler med løbende, sort makeup, netstrømper med Hello Kitty. For det gurleske er måske ikke så meget en kunstnerisk strømning som det er en attitude, der nægter at lade sig beherske af tegnene, men i stedet bliver på deres overflader: Attituden performer selvet uden tro på at selvet findes. Det handler ikke, som Lara Glenum skriver, om at tage en maske på – for ”to engage in persona is to assume that there is a face beneath the mask” (Glenum/Greenberg: Gurlesque: the new grrly, grotesque, burlesque poetics: 2010, 13).
For at vende tilbage til spørgsmålet om skala og målbarhed placerer det gurleske – præcis som Alice – sig et sted, hvor det ikke lader sig måle digitalt. Det er hele tiden på vej i to retninger på samme tid. På vej ind i og ud af objektgørelsen og vareliggørelsen af kvinden, på vej ind i og ud af fornægtelsen og affirmationen af seksualiteten.
Deleuze skriver aldrig mere om Alice, men han og Guattari skriver i Tusind plateauer om Virginia Woolf og her er det præcis også spørgsmålet om erfaringen af umålelighed, der er i fokus. Her det citat fra Mrs Dalloway som de diskuterer:

She had reached the Park gates. She stood for a moment, looking at the omnibuses in Piccadilly. She would not say of any one in the world now that they were this or were that. She felt very young; at the same time unspeakably aged. She sliced like a knife through everything; at the same time she was outside, looking on. She had a perpetual sense, as she watched the taxi cabs, of being out, out, far out to sea and alone; she always had the feeling that it was very, very dangerous to live even one day.

Mrs. Dalloway oplever sig selv som værende udenfor kategorisering. Hun er very young og unspeakably aged – hun bevæger sig to retninger samtidig – og hun er hinsides den logiske orden: She would not say of any one in the world now that they were this or were that. Hun bliver på tegnenes overflade og føler det er meget farligt. Hun er, som Alice, i den rene begivenhed. Hun er “umålelig” – eller i hvert fald hinsides den kronometriske tid, lineære tid.

Dette er også barnets sted, den lille piges sted. Men eftersom det er en position eller en attitude, der ikke er knyttet til en bestemt identitet, kan den indtages af hvem som helst, som revolterer mod den målbarhed, der er grundlaget for de fleste kategoriseringer.