Ane Schmidt
Hvad jeg tænkte, mens jeg var lykkeligt gift
Først et digt og
siden et vækkeur.
Jeg er i
venteposition. Endnu en nat på hvide veje. Sextabet falder som tynde hår fra
kroppen, og skuffelsesbjerget vokser. Abstrakte klude kastes væk. Det er ikke
slim, ikke en creme, men en uafvendt venten.
Jeg har en vis
hårmængde og onanerer med nellikevaskemiddel.
Store
skovllignende blade højt over gadeniveau. En fugl falder ned fra en gren, eller
et blad bliver hængende. Under høje planter i tung luftfugtighed. Ikke formet
af jord eller græs, men af skygger. Noget tyndt, oppe under næsen. Så brækker
jeg på langs, og mit venstre ben vrider sig i månelyset. Grønt, olieret
bagtæppe.
Tretten-fjorten
digte på kasketten. Under helt andre himmelstrøg. Jeg vil ikke, vil ikke
bruges. Jeg glider væk som en hvisken, en sort natlampe.
Et stykke
morgenstund mere eller mindre bliver mig til del, skråstreg skygger danser.
Blå, beruset nattetime, hvor min far går ud med hat og penge.
Jeg klæder mig
af og hører intet. Babybølger og det åbne loftskammer. Spytte hår ud af munden
og elske på afstand den del af mennesket, der lever sit eget liv.
Spiralerende opart,
brystvorter og høje hæle, vandgader og maveskind i solen i det fri i græssets
runding i juli-august i en aflang drøm.
Blåt, blåt,
skrigende blåt og skingrende blåt, jeg kunne have ønsket mig det anderledes,
men jeg har ikke kræfter til en større lidelse, jeg lægger hånden ind i blå
tabsdannelser, blå stød vækker mig, og blå figurer findes. Værre kan det ikke
blive, mere evighed kan ikke hældes på.
Ualmindeligt
ligegyldigt hvad. Bort og væk. De får sjovt nok ikke noget at vide. Da jeg led
intelligensens kvaler. Da jeg blev voldtaget med en ølflaske. Da jeg begyndte
at ryge bortkastede blade.
Sæbestykker fra
morgenstunden. De kastede sig over mig, tre-fire drenge i aftenstunden.
Betragtede mine læber, slog mig ikke omkuld, men bragte mig ud på toilettet.
Slæbte mig ind på tæppet.
Alle verdens
grundstoffer trængte ind, mens jeg kun tænkte på et marineblåt mord, jeg ved
ikke. De fleste er døde alligevel. Dagdrømmere, der ville omvende mig.
Hvad var det
største, ensomheden eller størrelsen af ensomheden? De lange eftermiddage alene
ved træets rod, oversvømmet af liderlighed og sult. Mens jeg cykler rundt, ser
jeg ingenting, når jeg stiller cyklen, ser jeg det hele. Når pulveret fyger, er
det mennesker, der cykler forbi. Går forbi.
Er forbi. Tanken
tynger. Som et panser af elektrisk stål.
Heavy metal
falder ned fra højttalerne. Lydene når ikke hen til mine dunklædte ører, jeg
ligger som et bræt på en pincet, en anden har mig i sin drøm, det er en voldsom
og meget ubehagelig fornemmelse, den vender mig om på siden og kaster mig langt
væk fra det bløde inden i mig. Hvis jeg kunne vælge, ville jeg løbe skrigende
bort som et brændende lyn fra himlen.
Jazzen er kun
den tanke, en person har haft.
Det hvide rum.
Jeg hænger i det hvide rum som på en bøjle. I hver en bil, der kører forbi,
sidder et stykke af den hjernemasse, der snart skal forsvinde som sukker for
vinden.
En fransk soldat
varter mig op. Det er bemærkelsesværdigt, som han kysser luften omkring mig med
henførte sætninger om intet. Alt andet er også bemærkelsesværdigt. Han
efterlader sædpletter og støv.
Det seksuelle
begyndte som en protest. Jeg var ganske lille og rullede mig sammen i en gylden
sovepose, tæt på naturen. Vi lå som i en lejr, flere jævnaldrende oven på
hinanden, og kunne ikke få luft. Så brød jeg ud med mine
muskelsammentrækninger. Jeg gemte mig, og ingen fandt mig. Jeg lå imellem
nerier og øvede mig. Spændte mig op.
Jeg gik ind på
et diskotek. Der var halvmørkt, og overalt hoppede bryster og hang overarme
omkring stålrør. Ventetiden var ulidelig, jeg havde endnu ikke lært
tålmodigheden, som jeg senere skulle beherske som en balletdanser. Jeg gispede
ved synet af den ophidsende blanding af kød og penge, og dertil en væske, som
drev ned ad væggene som glimmer. Også her var jeg fremmed, talte ikke sproget.
Da jeg kom hjem og lå i min store seng, græd jeg som i en novelle.
Jeg begyndte at
ryge igen. Svimmelheden drev mig ud i dumheder, og først nu ramte den for
alvor. Jeg måtte lægge mig. Jeg skyllede mig over med det flydende, jeg havde
inden i mig, mens jeg lukkede øjnene og hentede trøst et sted uden for mig
selv. Det var et spørgsmål om tid, så ville jeg være på benene igen.
Jeg forsøgte med
smerte. Satte klemmer på brystvorterne, på huden under brysterne, ved kønnet, i
læberne, lod mig stryge med fremmede hænder, skød store genstande ind i mig, lå
på hårde sten, aflæste andres tanker, forlod samværet og trykkede mig ned i
fantasier, lige meget hjalp det, min hjerne blussede af begær.
Jeg ønskede
absolut ingen handling. Ligegyldigt hvem han var, skulle han bare ligge stille.
Hvordan vil du
have mig? I hvilken stilling skal jeg stå? Vil du elske mig? I ismejeriet
ligger de sidste kolde hænder på gulvet. Over asfalten hænger dampende skyer
fra klodens indre. Vil du vride mig af led?
En
forhåbentlighedsynde.
Jeg lever i en
fiktion af hvidklædt gran. Driver om på gadehjørner, selv om jeg har travlt.
Sidder med en dejlig varm og doven øl. Selv om jeg skal købe ind og støde
hovedet op i loftsmetallet. Ser det patetiske blad falde, fliget og i vinden.
Dreje et par gange, inden efteråret har taget det.
Jeg holder mig
til én. Én glemsel.
Når jeg vasker
gulv, hører jeg Ornette Coleman. Jeg skruer op og lægger mig på knæ. Så skriger
jeg og lytter jeg, så højt jeg kan. Det vælter ud med lyd, den falder på mig
som et løfte om at blive ved. Jeg vasker knap nok gulvet. Rejser mig som ingen
anden, ses af det skinnende gulv som en sky.
Jeg drømmer om
en pistol, der vil kunne slå ihjel i kortere eller længere tid. Jeg vil bruge
denne pistol til et kortvarigt selvmord, så jeg slipper for flere ventetider
inden opvågningen. Når jeg står over for en handling, vil jeg undlade at udføre
den. Jeg vil være iklædt en larmende forvandling, der løber ned ad mig som små
lyde, der forsvinder. En engelsk soldat vil slikke mig ren.
Jeg overvejer en
midtstillet onkel, idet jeg nærmer mig indkøbscentret iført tynde slacks, som
min mor bar dem, og sandaler. Til begge sider fætre og kusiner, en familie af
sved.
Det bevægede sig
i den pågældende retning, mit ur. Lad være, for fanden, sang mosen, sang
drypstenshulen, sang hele min rædsel. Det bevægede sig hen over enhver død
kærlighed, mit hydrometer.
Jeg skriver
sidelæns, jeg maler med hele kroppen, jeg køber ind med tæerne.
Jeg mødte den
første, den bedste, og omfavnede ham med mine bløddele, han skreg og løb væk
som endnu en offertone, endnu en lille dreng, endnu en sang fra mit bundparti.
Jeg vågner med jævne mellemrum på fortovet og tænker, ser dem alle sammen for
mig som pulver, smuldret voks.
Når jeg siger
noget, kan det misforstås, og bliver det misforstået. Derfor tier jeg stille.
Sidder som lidt kridt, kravler op ad mig selv, indtil jeg sover.
Jeg ved ikke
bedre, men tåler ikke synet af velbjergede mennesker. Følgende bilmærker skider
jeg på: Volvo, Audi, BMW, Mercedes, Citroën, overklassebiler.
Betydningsdannende
skønt, en lille bus. Jeg sidder i den som et frivilligt afkald, en pause i de
angreb, der ellers holder mig i gang. Da sandheden mødte skønheden, kørte de
sammen væk. Eller: hvor var jeg?
Ølflasken husker
jeg ikke som en person, men som en kasket. To drenge holdt mine knæ ud til
siden, én havde kasketten på. Man taler om de glade tressere, aldrig har jeg
set så mange tårer flyde.
Man taler om at
komme forbi ved en tilfældighed. Jeg stod pludselig foran toilettet, og noget
fandt sted, der ellers ikke findes. Myrer slangede sig opad, og nede var der
sort. Et mylder af noget, der bevægede sig, og en hvid kumme af angst. Nå ja,
besvær med at leve.
Alt er ikke et
spørgsmål om manglende evner. Jeg bed hårdt til, og blodet sprang fra hans
læber.
Den sirlige
gang, de mennesker går med, der myldrer ud fra forretningerne, de er lige
blevet klippet, og deres maskuline blik er ikke til at forveksle med et udtryk
for sorg eller omsorg, men snarere et ubarberet løb på stedet. Også kvinder
kommer frem fra deres gemmer med plasticposer fyldt med støv. Deres lår er
støvede, og deres knæ smuldrer, deres fødder er støv, og deres sko hvirvler
støvet op.
Venner findes i
princippet alle steder, men i praksis er der ikke en ven i nærheden, den
sidste, jeg så, var i bad og havde kappet forbindelsen med det herværende. Jeg
tænkte, som jeg tænker nu, var der blot en vejrtrækning, der naturligt kunne
bære mig. En radio, der kunne vække mig med ualmindelig musik, bare et skrig,
eller en lyd. I stilheden. Ingen skal komme og mene, at jeg har valgt denne
tilstand. Jeg går ud på gaden og lader som ingenting.
Distriktspsykiatri,
dér sætter jeg grænsen.
De store tomrum
kalder jeg måne, lagune og sollys. I månerummet hersker jeg og ingen, i
lagunerummet absolut ingen, og i sollysrummet alle dem, der lever rigtigt.
Jeg gør ikke en
flue fortræd, tværtimod tager jeg dens ben op i mig som et måltid eller et
kærtegn, ser hen over dens grålige vinger og tænker den videre. Der er mere
flugt imellem himmel og jord end en støvet sommereftermiddag, der er vinterolie
og efterårsglas, som falder og går i stykker.
Siger og skriver:
intet.
Jeg blev slået
ned som et stykke kul. Solen lukkede sig om mine læber. Alt blinkede. Jeg gik
op og ned ad de blinkende stier. Jeg lærte at sige farvel. Det lå i kroppen som
noget endnu mere blinkende.
Ølflasken
torturerede mig længe, ikke på grund af dens form eller den styrke, hvormed den
blev arbejdet ind i mig, men på grund af mindet. Nu havde jeg ellers glemt alt.
Sangene, stemningen, alt det, barndommen bød på.
Jeg husker
tre-fire optrin, men ellers har jeg ikke muskler til at løfte mig op til et
frit udsyn. Det hele ligger hen som sæbe, som lys. Den dybe tåge. Jeg hopper
over og ser det som alkymi, helst vil jeg slet ikke se det.
Alt det
overnaturlige har jeg glemt. Mandens sved, pikkens stød.
Jeg levede
gennem en stråmand, en kvinde, der troede, at ting kaster skygge. Hun forsvandt
som tiden selv, og dér stod jeg.
Hagl indhyller
indkøbscentret, rører jeg ved glasdøren, forvandles den til mælkerav, stiller
jeg mig på vægten som et æble, vejer det intet, svæver jeg over vandene, ses de
ikke. Det dramatiske er overhovedet at bevæge sig derhen, ikke at blive i
sofaen, med benene oppe, usynlig for barskabets flasker.
Popmusikken er
det fysiske, jeg har den inde i mig som grønne blade fra en palme fra en for
længst henviftet sommer, noget spydformet, der borer sig ind som alt det
mistede, al den tabte sex. Jeg kan rejse mig op som et øjeblik af popmusikken,
dreje foran et spejl og høre popmusikken, lægge mig som selve popmusikken, som
dens eget evige spejl.
Min første
aggressive tanke: kunne jeg dog bare træde det fodtrin i stykker, min første
destruktive tanke: kunne jeg dog bare tænke tanken væk.
Jeg skriver alt
ned, hvad jeg køber ind, hvad jeg indtager under ingen lidelse, hvad jeg mister
undervejs af evnen til at huske og køre fingeren langs med, under ingen
lidelse.
Plastic i alle
farver, sort, blå, rød, gennemsigtig, plastic, hvor du står, hvor du går, tælle
til plastic, vandre, på en vej af plastic, stige, som plastic, op i luften, en
sommerfugl af plastic, en plasticsommerfugl. Plastic kører, plastic rejser sig.
Plasticvin, plastichagl hen over byen, plastichånden løftet til plastichilsen.
Plastic hænger i luften.
Alt dette
betyder, at jeg nu kan gå gennem mure, støde panden ind og ud af vægge, glide
ubeset ind i andre, fordi jeg selv er forstøvet.
Egentlig røg.
Madrøg, spist sidst på eftermiddagen under en røgfyldt sol. En søvn, der
begynder om morgenen og varer til den sidste aften. Kold regn ned over havet.
Det, de kalder længsel, er varmen, der pustes som biler ud over byen.
Jeg sætter et
højt mønster på månen og støder ind i yoghurt, letmælk. Dér kunne jeg have
levet, i de irgange. Du er som sædvanlig hævet over mine billeder, jeg er som
sædvanlig i et helt andet land. Besværet af min forsvinden.
Jeg kom ind i
alkoholen som gratis mælk. En avis i radiotider, dryptørret. Hang hen over byen
som en sky.
Jeg er aske, der
kommer ind i en forretning og beder om ild.
Jeg drømte om en
hvid kvinde, der var hævet over mit begær, min virkelighedsverden. Hun lignede
min ungdoms elskede, men jeg kunne ikke se hende, vi var ellers som hinandens
spejlbilleder, glitrende af sne. Hvor vi lå, og hvad vi gjorde, ved enhver, der
kender os. Senere sad vi som døde af længsel efter en ny begyndelse. Så sad vi
på en scooter, mens motoren gik, så lå vi, hvor vi tidligere havde ligget. Alle
er døde, eller ikke beskrevet. Jeg drømte, til jeg besvimede i min søvn, blev
samlet op af en, der vidste bedre, og det viste sig, at hvert øjeblik i
egentlig forstand var en begyndelse. Ingen kendte jeg. Ingen vidste, hvad jeg
havde begået af drømme og hvid søvn. Så jeg hilste, iført almindeligt tøj.
Ingen så mig som et flag, ingen genkendte mig som en bevægelse i vinden. Og jeg
kunne slette, hvad jeg vidste.
Det røde bær på
grenen ved indgangen til det, jeg har tabt, det hænger livløst, faldende, jeg
taber et par hår, lidt hud. Ingen berører mine følsomme steder. Der hviler en
døende røg i mit system, der kan beskrives som en sofa og et hav. På sofaen
sover jeg, i havet drukner jeg.
Det næste ville
måske være en ølflaske op i anus og en soldat som en ånd omkring mig. Ville du
holde mig i hånden? Nej, du er allerede draget videre. Din fjerbusk og dine
hestehove, dit stående spejl. Du tog mine brystvorter fra mig. Red væk med mine
tamburinvinger.
Et udsøgt sted: klitorishaven.
Så mange orgasmer og så ikke flere.
Langsom
eftermiddag. Må jeg bede om formiddag, flige og dertil hørende evner. Le ikke
ad knaphuller med nelliker eller roser. I det hele taget ordet ’eller’.
Udbredt læsning
hindrede mig ikke i udsøgte fornøjelser. Jeg mødte luften med mine læber og
åbnede mig for suk og undtagelser.
Det damper af
datoer, berømte dyr, der sukker, og en mekanisk evne til at være menneske.
Jeg opbygger en
fiktion af substantiver og adjektiver. Så henter jeg verberne og lader dem
mindes lanterner og lysstofrør. Samtidig sover jeg.
Det, de taler om
som længsel, er planter, der fra dybet henter det gråblå ingenting, som de
derefter mindes.
Som på en
cirkel: det røde værelse, løftet op i palmehøjde, sendt af sted som skoledreng
og skolepige, begge med guldkæder, segnefærdige. Her kan du træde ind og læse
skriften i loftet med nakken i gulvet, mens du selv drejer rundt.
Udsøgt mørke.
Én taler
hurtigt, en anden taler som læder. Én glider ud i vandet, en anden synker som
sukker. Én henter ord fra palmer, en anden lider af lyst, men forsvinder
alligevel.
Det, jeg hører,
er lige så fremmed som det, jeg ser. I hovedtelefonerne smelter den kendte
verden, og foran mig tårner det ukendte sig op. Jeg blinker, idet jeg træder ind
i grønsagsafdelingen og lægger peberfrugter, hvidløg og et bjerg af blinkende
tomater i plastickurven.
Jeg skriger og
finder ingen hvile. Ingen hører mig, for jeg er spærret inde i en flue, der
forhindrer flere orgasmer.
Vinduet stod
åbent, luften strømmede ind som en babys mund, hvor vi lå med tungerne fremme.
Dage gik, vi lå der stadig, på første sal, hvor sommeren lå som en skrigende
krop med efterfølgende udsøgte øjne. Hvad jeg så med dem, var en nøgen latter,
der, før den forsvandt, tog sig selv alvorligt og bølgede ind i mig ad flere
omgange.
Stønnende munde,
ophængt i flaskehalse, dryppende, skærende afslutninger. Jeg lægger en bombe,
der spreder hele indkøbsgaden i ord som ’lad være, for fanden’, ’åndedræt’,
’brat stigende støj’.
Der står en dreng
og fotograferer mig ved udgangen. Hvad laver jeg i hans fotoalbum? Har ikke
kræfter til at fremkalde mig selv, kanin løber væk, en fod, kaninøre, blod.
Noget blødt hænger ned.
Popmusik i
kirken. Popmusik i tårnet. Popmusik op i spiret. Popmusik ud i de tykke mure,
der i otte hundrede år eller i fem minutter har stået her.
Ren og renset.
Biler, der spreder sig ud i byen. Jeg står på toppen af et bjerg, et fiktivt
bjerg, og ser en ren by dø. Først i mørke, så i lys. Nat eller morgen, en ny
dag.
Jeg forsøger mig
med noget, der måske bliver stort, det skal i alle tilfælde være småt. Jeg har
mine intentioner. Formuleret på en anden måde: Jeg har ikke en eneste.
Bølgen igennem
byen: et vandtryk, der presser kroppen op mod biler og mure, og dér står man med
sine varer og sveder, i det forkerte tøj, gennemblødt, uden venner. Lad være,
for fanden, gentager en stemme, det er livet, der vender tilbage.
Byen kører
rundt. Set oppefra. Når noget ikke hører op, er det byen. Set nedefra. Når
noget køber ind, når noget ses, kastet op i luftet, er det byen. Jeg har
popmusik i hovedet, jeg skiller ikke ordene ad, men hører dem blive sagt. Jeg
befinder mig et andet sted.
Er jeg fortovet,
der strømmer op i mig? Er jeg det sand, der er i mine hænder, som mine hænder
er? Jeg spørger, for jeg ved ikke, hvorfor jeg forgruser.
Babybenet falder
af, og jeg går rundt på én paraply. Jeg lå med spredte ben. Sad og red. En bil
kører mig væk, ind igennem væggen til de rigtigt levendes verden, overalt senge
med hvidklædte og uendelige samtaler. Hvad de taler om, har jeg ingen anelse
om.
Må jeg være
gråmalet? Sidde blank på bagsædet? Bede, bønfalde? Ti ord.
Stikker tungen
ind i øret på luften. Går gennemsigtig ud på gaden, sætter ild til håret.
Flammer op. Toner ned. Også han forsvinder. Også hun forsvinder. Kønnet
forsvinder. Tanken om kønnet forsvinder. Tanken om tanken forsvinder.
Jeg er de hvide
fliser på væggen. Jeg ser mig selv ligge på sengen og vente. Sæbe, sæbepulver,
tomat, tomatpuré, yoghurt, letmælk. Så spiller jeg violin som en indfødt, og
der er andre mennesker til.
Gaderne fløjter,
jeg ville ønske, jeg kunne fløjte som dem.
Jeg takker for
det blæk, jeg fik, og den maling, jeg fordøjede. Det blev til enslydende
sætninger og, hvad andre ville kalde ensfarvede lærreder. Min stue er tom, der
løber vand i gaderne. Jeg takker for tomheden og for vandet. Og for stuen, for
den sags skyld, hvor jeg sidder, støbt i gips.
Der står
skraldebøtter langs vejene. Alle de år, der er gået, siden jeg kæmpede mig frem
til orgasmer i et solrigt land, ligger i skraldebøtterne. Kunne vi ikke få
flyttet skraldebøtterne?
Er det lettere
at leve, når man ikke har levet, eller er det lettere at leve, når man har
levet? Er det væsentligt lettere, eller er det bare lidt lettere? Og hvornår
har man levet, og hvornår har man ikke levet?
Man lider ved
tanken om tabet, eller man lider ved tanken om ikke at have ejet.
Ingen kan hjælpe
mig. Siger alle. I en vældig fart går det ind mod byen. Der er partiet for de
forreste og partiet for de bageste. Der er glemselspartiet og den første
aggressions parti. Farvelagte skyer ses over byens tage. Det er et drama, der
langsomt dør.
Skjulestederne i
min krop.
Jeg tænker som
en vejrtrækning. Inhalerer byen, husenes blå silhuetter. Sætter mig op, når jeg
sover, og skriger ved tanken om de orgasmer, jeg har skreget i. De kys, jeg har
givet, forfølger mig.
Men: en sky. Og:
et telt. Eller: alle husene på bjergsiden, som fanges af lyset. Den blafrende
ro og familien med paraplyer. Det er alt sammen bare eksempler på sprog.
Tænkte jeg det
ikke nok: tiden fulgte efter stilheden som en guitartone og skar i huden som
det hørbare, hvor ellers intet kunne høres. Ceremoni. Pauke. Sommerfugl.
Drengene flokkedes omkring brønden, hvor sangen steg op som en magnet i
måneskinnet. Etc.
Bilforstoppelsen
adlyder min forlængede hudfold. I nakken, når jeg sover.
Jeg kørte i en
Citroën igennem Danmark. Jeg kørte i en BMW med en korthåret kæreste. Jeg kørte
i en Audi.
Jeg har den
samme farve i ansigtet morgen, middag og aften. Natten selv ligner en
bjergformation af papir, så tynd, at den let vælter. Så løber jeg ud, stadig
med den samme farve i ansigtet, i solen, der ikke varmer, men sætter mig i
venteposition.
Jeg husker fx et
enkelt kys i en BMW, mens vi holdt ind til siden. Vi troede, at vi var
kærester, og at en særlig bølge, der strømmede fra sweater til sweater, var
kærlighed. Luftfugtigheden og kyssets karakter af palme, så let som ingenting,
åbenbarer sig atter i sene timer under helt andre himmelstrøg, som intet selv.
Min skolevej er
psykisk syg. Det var et storstilet projekt, men det blev kun til
måneomfavnelser, månesex og et hjerte, der spredtes som støv.
Selv nu kan træerne
kalde forgæves på mig, når jeg går forbi.
Inden jeg blev
gift, nåede jeg at beklæde flere topposter inden for berøring, jeg kantede mig
frem til kys og sad grædende på en scooter, skrigende faldt jeg i søvn. Når jeg
i ensomhed tilfredsstillede mig selv, var det med dramatiske påfund og en krop,
der dansede af længsel.
En
letvægtsposition, et fald fra en skinke, et vinglas, der løfter sig op over
himlen. Kender I det?
En ubrudt
begyndelse til enden. En kasketformet drøm om en mand. En taxa om hjørnet.
Metallet
brækker, søvnen tager form af et månelandskab. Koncentrationen kaster et
blødkogt æg efter mig.
En sær skæbne
har strikket mig ind i sit strikketøj. Jeg skriger, når strikkepindene borer
sig ind i mit kød, og blodet farver det hvide landskab rødt med blinkende
erindringer: bilture og teltture og ture op i bjergene, ture til fods og ture
uden retning eller mening.
Da jeg rørte ved
hans næse, faldt den af, da jeg stødte ind i hans skulder, smuldrede den. Jeg
tog om hans pik, og den forstøvede. Hans hofte brasede sammen, da jeg vendte
mig i sengen.
At huske det
virkelige er virkeligt farligt. Grønne stave står omkring, som ild, og blænder
den erindrende. Jeg har prøvet det bagfra, forfra, fra siden. Det ender i
brand.
Den hvide kat
betragter mig med dræbende øjne. De dér blinkende pupiller. Den dér
hemmelighed.
En bil fyldt med
brænde, ikke bare en lille smule brænde, men fyldt op til taget. Ingen sætter
ild til den, ingen kigger i den retning eller har nogen mening om den.
Hvorfor blå?
Hvorfor er pælene blå? Ingen kan forklare det. Ingen har nogen mening om det.
Psykisk syge
snebær. En snegl, også den psykisk syg.
Må jeg dytte op
i din røv, være en anden, må jeg glemme mine fortrin og bakke ud med tungen om
din politistation, mens du sover? Jeg lægger hånden ud, og din pik står klar,
som altid, det er bare ikke dig. Du er rejst, og over alle bjerge mærker jeg en
anden.
Som de svigter.
De sover næppe en time, før de svigter, står med stemmen fremme som en søjle,
de slikker. Og svigter.
Han var en mand
med hvide hænder. Jeg så ham næsten ikke gå forbi. Hans ansigt smilte hvidt,
helt om på bagsiden, i de nakkehår, jeg ikke bed i med de tænder, jeg ikke
kunne føle med mine drømte læber. Jeg lå sådan set allerede i kisten.
Ingen kan næsten
berøre mig. Jeg har mine døre. Ingen kender dem. Selv kan jeg åbne træerne,
hvis de vil, grenene, hvis de ellers vil, bladene, der falder som skygger af
noget andet, hvis de vil.
Jeg har ingen
lethed. Jeg har min brede røv, som også er smal, alt efter lyset. Jeg har en
ubehagelig tyngde, og en behagelig angst, der i det mindste får mig til at
rydde op, slette mine spor.
Under skyerne
ligger det sølv, der falder.
Det ene tog det
andet med sig, det ene var grønne biler, der stod op om morgenen og kørte, det
andet var blå buskadser, en anden gemte sig i. Tilbage stod den hvide himmel
som et lærred, ingen tænkte på, og ingen huskede.
Der stod en
palme og talte til mig: Befri dig fra bevidstløsheden.
Skolebørn
erobrer min hjerne, kommer farende ind og ud med en bold.
Jeg kender
størrelsen på de besynderlige sædafbrændinger, lugten og de nøgne mænd. Senere
står de med hatte og frakker foran stemmeurnerne. Af en eller anden grund ved
de alle samme, hvem de skal stemme på.
Ren og skær
angst. Jeg kom til at ryste, lige her henne i krydset ved indkøbscentret. Jeg
havde to plasticposer i venstre hånd, og det var lige før, jeg måtte stå af
cyklen. Et ophidset øjeblik, men jeg kunne ikke huske, bagefter, om det var
seksuel angst eller bevidsthedsangst eller slet og ret livsangst, dvs.
dødsangst.
Jeg vågner ved,
at jeg ryster over hele kroppen. Jeg har ingen anelse om, hvad det går ud på.
Badet i sved.
For andre er det
måske morsomt at se mig komme stavrende som en skygge langs murene. Men ikke
for mig: mit billede af mig selv er forandret så radikalt, at jeg kunne gå
forbi mig selv på gaden uden at kende mig igen.
Noget står på
pinde, på tynde, blæsende pinde.
En dunklædt
bagside af øjet.
Jeg kæmper mine
egne kampe. Ifører mig strømper for at huske, hvordan det var. Bruger sproget.
Hilser på fremmede.
Der er ikke
noget at gøre. Ingen kan hjælpe mig. Jeg forsvinder for øjnene af folk.
Jeg kan simpelt
hen ikke tåle stoffet.
Jeg bøjede mig
ned for at møde mine egne hovedhår. Kroppens bestanddele: en eller anden,
gentagen musik.
Jeg lytter til
en virkelig alkohols uvirkelige stemme: som en bombe under den førte politik,
andre menneskers intime drømme, under et lys, i fristende stillinger, set fra
siden, fra oven. Efterhånden som ordene stiller sig oven på hinanden, falder
mørket.
Hvem har lagt de
sten, der danner byen? Hvem har dryptørret min hånd?
Jeg lytter til
en stemme, der ikke er begyndt at tale endnu.
Bange for et
stykke af vandet. Det letter og bevæger sig som en skovl ind i hjertet. Det
letter og bevæger sig som et spyd ind i hjertet.
Alle disse
badeblikke, der kommer som et stykke vind og restituerer sig som farve.
Gik rundt som en
terning.
Havet flyder ind
i byen, der flyder ind i mig. Flydende går jeg rundt med bylivet i mig, jeg vil
aldrig kunne vende tilbage til en tid, før bybølgen indtog mig. Min krop
spænder, biler kører, og lyset holder mig oppe til sent.
Knæene kører på
uld, natten hilser med kulde, og hvor albuen var, falder sneen. Vinteren er i
mit hjerte, der svagt eksploderer.
Bjerge af
muslinger skyder op i min krop som drømme om at slå ihjel: enhver normalitet,
en bombe i vaskemaskinen og en brat kærlighed til noget andet end det synlige.
