BEIRUT af camilla nicole bitsch

En gammel mand har boet hele sit liv i byen og bliver bange, hvis byen er for stille. Han husker krigen og mistænker stilheden alt muligt. At være tynd og porøs. Om søndagen fornemmer han en vis afslappethed, som han forsøger at læne sig mod: et lille sart øjeblik inden byen igen bryder ud. Nogle dage går han ture i byen, alt det grimme rives nu ned af tunge maskiner, skudhuller pudses op, der bygges skinnende nyt, den gamle ledes smertefrit gennem byens gader og ud på den anden side. Der står han en stund og ser ud over dalen, før han vender om og går hjemad. En søndag finder han en edderkop i sit thekrus og bærer den i sine hænder ud i den tørre varme. Før han slipper den fri, står han et øjeblik og mærker dyret i sine håndflader, det er en kamp, der for ham føles så blid. I stuen skænker hans kone the, han tilfører mælk, omkring ham på gulvet leger hans døtres børn. Også idag blev det gode tider. Han lægger en klump sukker under tungen og drikker af den lune the, kigger på sin kone og siger: ”Krigen styrker ens sanser, når man endelig går forbi et kridhvidt stykke silke, ved man instinktivt at krigen er ved at slutte”