SCENE MED UDSIGT af peter-clement woetmann

Sarah Vores verden er en anden verden

Samuel Det er en verden lavet af støv

Sarah Det er en verden lavet af kærtegn og støv

Samuel og religiøs åbenbaring

Sarah Engle med flammesvær

Samuel Tårne skåret ud af himlen

Sarah og små offerbål fra bjerget og helt ud til havet 

Samuel duften af lam og timian

Sarah duften af ære og frygt

Samuel duften af en fremtid uden håb

Sarah til sidst kan du ikke længere holde fast i tiden

Samuel til sidst er der stille 

Sarah Der er slet ikke den perlende lethed som da du først åbnede øjnene

Samuel og gled ud i verden 

Sarah fra ingenting til små vræl

Samuel champagneperlende toner af lykke

Sarah Det blev en dreng

Samuel Det blev en pige

Sarah Så fin

Samuel Så yndig

Sarah Vores verden er en anden verden

Samuel Vi trækker vejret under den samme himmel, men det er ikke de samme ting vi ser

Sarah Vi ser ikke nationer

Samuel Vi ser ikke folk

Sarah Vi ser ikke religioner

Samuel ikke kapitalophobninger eller styresystemer grundlagt i angst

Sarah Vi ser stenene og fuglene

Samuel Vi ser klipperne og havet der syder i morgensolen

Sarah Vi ser ørkner, uendelige ørkner

Samuel Store kar af salt

Sarah Vi ser stimer af fisk og vi ser store dovne hvaler

Samuel Uendelige flader dækket af is

Sarah Vi ser skove, regnskove og fyreskove og forårsspinkle pinjer

Samuel Vi ser forårsspinkle pinjer stå i klipperne og sydsolen silende

udover havet

Sarah Vi ser ikke længere byer

Samuel miner og rovdrift

Sarah Vi ser ikke længere marker

Samuel svinestalde og dambrug

Sarah Vi ser ikke længere satellitterne 

Samuel Satellitternes lys i den mørke nat

Sarah Vi ser fuglene tæt mod den lyse himmel

Samuel Solen mørk af stær

Sarah ørne i flugt mellem svaler

Samuel svalende mord mellem vinger

uddrag af MADO af hanne højgaard viemose

Hi, my name is Hannah, I am 37 years old, and I live in Aarhus in Denmark, or not actually in Aarhus but in an immigrant sururb called Gellerup, 90 % of the population are immigrants or descendants of immigrants, mainly from the Middle East, not many Koreans or Chinese, I live with my boys Björn and Dagur, they are 3 years and 5, their father is Icelandic, we used to be married, this is getting complicated, I will continue, I have two boys, I actually have three, my first one I had 15 years ago, you’ve already guessed? Let me tell you how I met Kyung Sik, he was Korean, you already know, we met in New Zealand, worked in the daffodils and then in the cotton in the outback of Australia, and Kyung Sik he had to go home to his home in Korea, we had Mac Donalds at the air port of Sydney, I was sitting there with some scrappy rests of a quarter pounder meal waving through the panoramic window of terminal 2, when his Korean flight went in the air, and I, I didn’t want to go home, so I went to China, got a job as a teacher in a coal mining town, the air was so dirty I had to go out and wash the windows every morning to find out whether it was still night or time to get up, and you, you were a growing bean in my belly, I started to worry about the pollution, I was twenty weeks big when I had my first check, travelled by train to the harbour of Tinjian, got on a ferry and crossed the Yellow Sea, I puked all the way, it took 36 hours and then we arrived to Inchon in South Korea, do you still pay attention? Can I ask you a question, have you ever felt like you are not in control of your own life and body? Like life is racing of like one of these bullet-ha chi trains that goes from the harbour of Inchon to Pusan in less than five hours with no stops on the way, have you ever felt like that? That’s how I felt, stepping in to one of these bullet trains and crossing the South Korean peninsula with high speed through blue and foggy mountains arriving at the Japanese Ocean in the morning mistwatching sea weed drying on the flat roofs in the sun, big tunas, live octupusses and sharks at the great fishmarket of Pusan, wondering how did I get there, feeling I missed some steps on the way.

SELVPORTRÆT 2014 af caspar eric

Selvportræt 2014

[alt hvad Joaquin Phoenix siger i Her (2013) i tilsyneladende fuldstændig tilfældig rækkefølge som kun lige præcis er så tilfældig eller så logisk som noget er, dikteret af, eller vibrerende der, mellem hvor lidt en fuck jeg fatter af verdens generelle whatever det meste af tiden, uden at den ikkefuckfattende egenskab gør mig i stand til noget mere og andet og smukkere bullshit løfter bullshit affektive + følelsesmæssigt iskakholdende håb og seriøst: fuck håbet, ja fuck det, jeg ved ikke hvad det er for et håb er det meningen at jeg skal være glad for den gensidige afhængighed for den måde der er 'en lille smule af dig'er' i mig også jeg er ikke bare en bevidsthed jeg kan røre ved ting, det føles som om vi burde være kommet videre end merleau-ponty men ikke på sådan en nyfascistoid sci-fi måde, den normale krop regere kunsten, den normale krop siger se hvad jeg kan i kunsten eller siger se også jeg også jeg er bare en krop der bliver gammel og dør og hjertet er ikke som en box der bliver fyldt op nej hjertet er en utroligt sart designet lille nuddelbox der konstant bliver gennemblødt mens den forsøger at skrige at ”it is all part of the show” nej jeg ved heller ikke hvad jeg mener om noget det er ikke det det det det handler om handler om mine øjne har det som om jeg har drukket 8 redbulls lige nu og jeg har kun drukket to og jeg er alene på mit værelse og måske består digtet også af alle de ting Scarlett Johanson siger på et eller andet postsprogligt plan men hvad fanden er det for et plan måske er det slet ikke ord men bare nogle streger i noget sand bare alt det de siger i den film tegnet blidt på din hud mens den ligger langt væk eller ridset ind med en sløv brødkniv jeg ville ønske jeg havde tænkt noget mere originalt end sløv brødkniv men det kunne jeg ikke i'm so sorry du et verdensrum forandres og alting bliver rødt når magnetiske felter fyldes rigtigt ud]

BJORNEZIPER.ZIP af rasmus halling nielsen

BJORNEZIPER.zip

DIGT af christian dalgas

saltmandler i håndfulde
det er en sen nat hvorfra
jeg nærmer mig det museagtige.

så et tak
til månen, den holdte lige op
med at smide sin juvel på mig. endelig en pause.
jeg sov en nats søvn i natten hurra.

nu hoppe i dagslyset og ånde lyse tåger af tanker

en halvtimes kølig hjerne med martin krasnik. det er godt
for det politiske.

samler på vanerne som noget lego.
et vildt design.

en cigaret før det første måltid.

jeg afspiller titelmelodien fra Katamari Damacy ud i stuen
for at leve mit morgenliv på en irriterende måde,
i hvert fald en måde
der ikke viser hensyn til dine søvnører

et undskyld falder på en fortjent plads.

underligt at vågne med en krop
der ikke vågner med én. hvorfor.
jeg redigerer den slags ideér.

køleskabets morgen, dens brummen.
og jeg laver kaffe.

der sker nyheder selv når jeg er i et venterum,
der er ingen der kalder mig ind til dem.
mangler jeg vitaminer?
opsøger jeg de mineralske balancer
i en drøm om balance og sikkerhed.

magnesium citrat,
livol mono stærk complex B,
perikon kapsler
en lille håndfuld jeg sætter min lid på

cat power siger i denne sommer
don’t look at the moon tonight.

hvis jeg var liberal ville jeg se det som en begrænsning af min frihed
men det gør jeg ikke.

undskyld mine løse samlinger af følelser
jeg roder i sætningerne, er sætningerne et værelse,
et værelse hvor vi kan bygge

et lille liv, ikke for stort.

et sted vi kan være, se noget af havet. havglimt.

et drys af ro og
grønne bakker,
noget epic content derude.

solen på lidt græs kan være en bank.
kan nå en datid hvis jeg lige triller rundt i det græs.

træernes hjerner op mod himlen.

de tegner vores nære horisont

men vi vil stadig kigge ud med et blik efter problemerne
som vi kan sætte vores sorg på

med den sorg i lommerne kan vi være vrede og produktive,
hyggelige fabrikker der ser selv de små bellis.

i det mindste kan vi være ømme.