Selvportræt 2014
[alt hvad Joaquin Phoenix siger i Her (2013) i
tilsyneladende fuldstændig tilfældig rækkefølge som kun lige præcis er så
tilfældig eller så logisk som noget er, dikteret af, eller vibrerende der,
mellem hvor lidt en fuck jeg fatter af verdens generelle whatever det meste af
tiden, uden at den ikkefuckfattende egenskab gør mig i stand til noget mere og
andet og smukkere bullshit løfter bullshit affektive + følelsesmæssigt
iskakholdende håb og seriøst: fuck håbet, ja fuck det, jeg ved ikke hvad det er
for et håb er det meningen at jeg skal være glad for den gensidige afhængighed
for den måde der er 'en lille smule af dig'er' i mig også jeg er ikke bare en
bevidsthed jeg kan røre ved ting, det føles som om vi burde være kommet videre
end merleau-ponty men ikke på sådan en nyfascistoid sci-fi måde, den normale
krop regere kunsten, den normale krop siger se hvad jeg kan i kunsten eller
siger se også jeg også jeg er bare en krop der bliver gammel og dør og hjertet
er ikke som en box der bliver fyldt op nej hjertet er en utroligt sart designet
lille nuddelbox der konstant bliver gennemblødt mens den forsøger at skrige at
”it is all part of the show” nej jeg ved heller ikke hvad jeg mener om noget
det er ikke det det det det handler om handler om mine øjne har det som om jeg
har drukket 8 redbulls lige nu og jeg har kun drukket to og jeg er alene på mit
værelse og måske består digtet også af alle de ting Scarlett Johanson siger på
et eller andet postsprogligt plan men hvad fanden er det for et plan måske er
det slet ikke ord men bare nogle streger i noget sand bare alt det de siger i
den film tegnet blidt på din hud mens den ligger langt væk eller ridset ind med
en sløv brødkniv jeg ville ønske jeg havde tænkt noget mere originalt end sløv
brødkniv men det kunne jeg ikke i'm so sorry du et verdensrum forandres og
alting bliver rødt når magnetiske felter fyldes rigtigt ud]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar