DIGT af christian dalgas

saltmandler i håndfulde
det er en sen nat hvorfra
jeg nærmer mig det museagtige.

så et tak
til månen, den holdte lige op
med at smide sin juvel på mig. endelig en pause.
jeg sov en nats søvn i natten hurra.

nu hoppe i dagslyset og ånde lyse tåger af tanker

en halvtimes kølig hjerne med martin krasnik. det er godt
for det politiske.

samler på vanerne som noget lego.
et vildt design.

en cigaret før det første måltid.

jeg afspiller titelmelodien fra Katamari Damacy ud i stuen
for at leve mit morgenliv på en irriterende måde,
i hvert fald en måde
der ikke viser hensyn til dine søvnører

et undskyld falder på en fortjent plads.

underligt at vågne med en krop
der ikke vågner med én. hvorfor.
jeg redigerer den slags ideér.

køleskabets morgen, dens brummen.
og jeg laver kaffe.

der sker nyheder selv når jeg er i et venterum,
der er ingen der kalder mig ind til dem.
mangler jeg vitaminer?
opsøger jeg de mineralske balancer
i en drøm om balance og sikkerhed.

magnesium citrat,
livol mono stærk complex B,
perikon kapsler
en lille håndfuld jeg sætter min lid på

cat power siger i denne sommer
don’t look at the moon tonight.

hvis jeg var liberal ville jeg se det som en begrænsning af min frihed
men det gør jeg ikke.

undskyld mine løse samlinger af følelser
jeg roder i sætningerne, er sætningerne et værelse,
et værelse hvor vi kan bygge

et lille liv, ikke for stort.

et sted vi kan være, se noget af havet. havglimt.

et drys af ro og
grønne bakker,
noget epic content derude.

solen på lidt græs kan være en bank.
kan nå en datid hvis jeg lige triller rundt i det græs.

træernes hjerner op mod himlen.

de tegner vores nære horisont

men vi vil stadig kigge ud med et blik efter problemerne
som vi kan sætte vores sorg på

med den sorg i lommerne kan vi være vrede og produktive,
hyggelige fabrikker der ser selv de små bellis.

i det mindste kan vi være ømme.