FRA BUNDEN AF LUNGERNE af victor boy lindholm

tør du blive gammel

i en ny atmosfære

har du tænkt på det

tårerne der falder mod jorden

i uopdyrkede områder

tør du træde ud i det

alderdommen i et fjernt kosmos

foran mig en død krage

så stiv at det er komisk

hvad har den sagt

inden døden indtraf

har den råbt

hold op med alle jeres krav

giv mig lidt medvind

som en længselsfuld solsort

har den følt rynkerne

under fjerene

der spreder sig

som træernes rødder

udmåler en periode i en tid

hvor hver morgen

bringer varmen

og bomberne med sig

så jeg på dårlige ben

får smadret mit ansigt

jeg har svært ved at rumme det hele

at vi er uforlignelige mennesker

og at det er problemet

mærker du det også

når vi står sammen ved amager strand

spejder ud over havet

hvor olieskibene passerer igennem

ser du det i mit ansigt

hvordan min glatte hud

er afhængig af skibenes last

mærker du det som jeg

på bunden af en silo

med årets høst til

en gammel slægt

vågner du også i natten

til lyden af bakterier

der gør oprør

der er langsom strangulering i gaderne

lidt passende smerte

som tænder der forlader munden

med en rusten tang

hold nu fast i mig

i bjergene der smuldrer

sæt tænderne i dem

og lad sandet med tiden

glide gennem dine urolige fingre

der binder dig

til en overfladisk slægt

gå nu med mig ind i rastløsheden

sæt ild til netværket

dyk ned til kablerne

hvor dit liv løber i rør

og indespær mig

i stinkende væksthuse

jeg taler herfra

med dyb stemme gennem sonderne

fra en forladt hospitalsseng

i et hul i atlanterhavet

hvor græsset gror i gangene

jeg ser gletsjeren i øjnene

begraver mig selv tusind år under isen

jeg klatrer op fra kulden via højspænding

se mig

se mig

se idioten

vandrende gennem gader i tynde sko

vender tilbage til nutiden

med blod i munden

jeg kvæler dig

i potteplantens lianer

i et hvidt jakkesæt

med en død stiv krage i hånden

jeg er en gammel lov

der skammer sig

med en hævet mund

jeg mumler stille minderne

om tiden før damp

og forbundne transportsystemer

jeg skriger ned i tarmen

elsker du også plastikken

jeg æder i natten

betragter du himlen

som en motorvej

hvor små mennesker samler sig

og glæder sig

mens de flygter fra kedsomheden

over kraftværkerne

der erstatter vulkansk aktivitet

tør du blive gammel sammen med mig

tør du tage min hånd

og synge fædrelandssangene

fra en gulnet sangbog

om et stort bål

hvor vi fejrer de sidste udstoppede dyr

jeg udprinter rævene

og spiser vegansk

som en sejrende kriger

med min fjende på spyd

uden agerbrugene

lukker vi eu

og åbner afrika

jeg flakker rundt i ørknen

bliver vanvittig på min egen måde

forvandler mig til en blodig skorpion

jeg er fortvivlet over deres magt

lad mig skrige i vildmarken

lad mig skrige

jeg skriger

dig ned i bunden af mavesækken

tør du blive gammel med mig

jeg stirrer ind i de sidste sommerskyer

i den vådeste kælder

tak for i år

du stormflod

der leder til indsigt

en vej vi fulgte for mange år siden

giv mig lov til bare at ha det ok

jeg har det fint

hvad føler mine indvolde

nu de trækker vejret i piller

hele vejen ned igennem

væksten

giv mig tid

og jeg ødelægger alt

tag mig i hånden

og kys mig af kærlighed

så smadrer jeg fløjkrigene

som den ridder i irret rustning

jeg altid vil være

hvis du vil blive gammel med mig

hvis du vil kravle på gulvet

langs væggene på offentlige institutioner

med mig

så sæt dig ned

her langs skrænterne

der snart styrter i havet

kys mig på min smadrede mund

og fortæl mig historien om

hvordan vi to

kom hertil

du er min eneste forståelige oplevelse

det eneste jeg holder uendeligt af

min lille høne uden fødder

i bedre tider

dyppede de dine små knogler

i ammoniak fra din tarm

og spiste dine vinger

min lille høne

min lille våde kummefryserkylling

skrig mod tremmer

at du har alt

så de må gå triste hjem

med deres designerkataloger

og passe deres eksem i fred

jeg bliver immun af penicillinen

jeg lever af

på dage uden mad

se nu på månen

den elendige metafor

hvordan den smiler over storme

en storm langt ude på havet

der larmer med trommer

der hvirvler med alle glemte arter

i en evig tornado

jeg dykker i havet

med min eneste frygt

i mudder til halsen

at du råber mit navn i vinden

og jeg husker de tider

hvor disse linjer var umulige at skrive

se kontinenterne bevæge sig

mod hinanden igen

vi samler folket til en sidste krig

tror du virkelig på at historien stopper her

peg ud i verden

peg ud på internettet

med en skærebrænder på bunden af atlanterhavet

se ligene hoppe sig op på sofaerne

se kontinenterne samle sig

til en stor arena

vi samler kræfterne til en sidste krig

se på havet på den yderste grænse

hvor vi

det eneste vi

der virkelig tæller

efterkommerne med salt i lungerne

her sitrer jeg med min elskedes knogler

syet ind i en sæk fra skindet af de sidste svin

der forlod staldene

jeg bærer dig på ryggen

og jeg vil ikke miste dig i bjergene

hvor små byer ligger som tegn

og rester langs stier hvor ligene

allerede hober sig op

kvalt af vandet i lungerne

tag min her

hvor træerne falder i vandet

skrænterne styrter nu

vi hører ikke længere hvad de siger

hvorfor skulle vi

smid jeres krav i havet

her hvor digerne brister

er der kun os to

til at holde vejret

træk vejret dybt

mens jeg hviler mit hoved på din hofte

kryb ind i mit telt

og varm dig ved pandelampen

snart går batterierne ud

og vores lunger druknes i fugt

fra systemer vi har mistet forbindelsen til

rul dig sammen på min mave

så jeg kan filme dig i folie

pakke dig sammen i den vandtætte plastikpakke

og prissætte din nøgne plukkede krop

lille høne min

vandfyldte frostkylling

svøm med mig

i de dybeste have

vær min madding

når vi dykker ned i lergraven

og finder hvalkirkegården

der har ligget der i millioner af år

vær min madding

når havene skyller ind over os

med genopstandne kæmpefisk

vær min madding

i min værste frygt

at blive gammel  

mens jeg drukner

på forladte institutionsgange

lov mig min elskede
at du skruer helt op for morfinen.

ALICE OG DET GURLESKE af elisabeth friis

Alice og det gurleske

Et vigtigt tema i Lewis Carrolls Alice in Wonderland er spørgsmålet om størrelse. Værkets fokus på spørgsmålet om størrelsesforhold hænger sammen med to ting: For det første er Alice in Wonderlands protagonist et barn. For det andet er spørgsmålet om, på hvilken måde man i det hele taget måler noget afgørende for Carroll, hvis metier i det civile liv var at være logikeren og matematikeren Charles Lutwidge Dodgson.

I en artikel, der læser Alice ind i en med værket samtidig, naturvidenskabelig kontekst (”Alice in time”, Nature, 2011) fastslår Gillian Beer at præcis for barnet – dvs. for et menneske som ikke er færdig med at vokse endnu – er spørgsmålet om størrelse hele tiden nærværende. Ikke mindst fordi: The child is the wrong size.

Barnets omgivelser er altid skaleret efter den voksnes krop. For et barn sidder vinduet og dørhåndtaget for højt oppe, mens stolene er alt alt for lave. Men det som bl.a. er slående ved Alice in Wonderlands protagonist, er, stadig i følge Beer, at

the child heroine learns to manipulate her own growth upward and ­– impossibly – downward. It’s this limber ease with the body – instantaneity instead of secret creeping expansion – that plays with our fundamental and universal experience of somatic time. The effect is exhilarating as well as threatening. It mimics the child’s experience of being out of scale in the power relations of occupying space. But it also releases the child from the inexorable and sometimes painful temporal sequence that leads towards adult full growth.

Beer taler om at Alices voksetid erfares som ”instantaneous/øjblikkelig” i modsætning til barnets erfaring af voksetiden som ”a secret, creeping expansion”. Og en sådan erfaring af tiden som øjblikkelig fremfor sekventiel er præcis, hvad der i følge Deleuzes læsning af Carroll i Logic of Sense [Logique du sens: 1969), definerer den lille piges priviligerede adgang til, det som i hans terminologi hedder den rene begivenhed. Alice’s fleksibilitet, eller hvad man også kunne kalde hendes mangel på kropslig stabilitet, er forbundet med hendes alder (hun er 7 år gammel), men den er også forbundet med den særlige måde at skifte størrelse på som lige præcis Alice deltager i. Når Alice skifter størrelse skifter hun nemlig ikke fra én specifik størrelse – tx fra 135 cm til 140 cm – til en anden specifik størrelse. Hun bliver hele tiden større og mindre – præcis som et barometer, hvor trykket hele tiden kan beskrives som faldende eller stigende ­– er hun hele tiden på vej op eller på vej ned. Når Alice drikker af den lille flaske eller spiser af kagen bliver hun først mindre. Faktisk så lille at hun står i fare for at forsvinde helt:

            she was now only ten inches high, and her face brightened up at the thought that    she was now the right size for going though the little door into that lovely       garden. First, however, she waited for a few minutes to see if she was going to       shrink any further: she felt a little nervous anout this; ”for it might end you          know,” said Alice to herself, ”in my going out altogether, like a candle”.

Men så bliver hun større igen: ”Now I’m opening out like the largest telescope that ever was! Goodbye feet!” – så mindre, så større igen, så mindre igen.

Og netop denne farlige men også frie mellem-tilstand er naturligvis, hvad der interesserer Deleuze. Som han formulerer det: She moves in two directions at once, hvorved forestillingen om en finit identitet elimineres. Deleuze knytter denne position til den stoiske filosofi: Alice er: En stoisk vismand, siger han. Hun holder sig nemlig på overfladen – dér hvor tingene er i konstant tilblivelse. Det er naturligvis IKKE noget behageligt sted at opholde sig, men det er et priviligeret sted, fordi det er frit. Alice falder simpelthen udenfor det digitalt målbare – hun bevæger sig mellem 0 og 1.

Denne form for vokseerfaring er altså ambivalent. At befinde sig i den rene begivenhed er farligt, men det er dog i sidste ende Alice som performer processen. Det er Alice som drikker af flasken og spiser af den kage eller svamp som får hende til at vokse eller at blive mindre.

Alice er sød, hun er uskyldig, men hun bevæger sig hele tiden ind på farlige områder. Hun er ved at dø adskillige gange og fortællingen om hende er i det hele taget stærkt seksualiseret.

Der er ingen tvivl om at hvis vi forestiller os ”den lille pige” som et sted, så er det et vanskeligt sted at opholde sig. Den voksende krop erfares som ustabil og de tegn som indskrives i og på kroppen, måske især den lille piges krop, er ekstremt tvetydige, idet de indeholder en blanding af på den ene side uskyldighed, renhed og hjælpeløshed, og på den anden side sexappeal, urenhed og forførerisk magt som også er de tegnkategorier den voksne kvinde tvinges til at pendulere imellem under den fallogocentriske orden.

Hvis vi læser med Sianne Ngai (Our Aesthetic Categories: 2012) er den den æstetiske dom ”cute” uadskillig fra hjælpeløshed, idet at dømme noget som ”cute” afspejler: ”the subject’s affective response to an imbalance of power between herself and the object” (54) – hvorfor ”the cute” ”is deeply associated with the infantile, the feminine and the threatening” og videre, hvilket er enormt interessant i denne sammenhæng: ”at ”the less formally articulated the object, the cuter it is”. At noget er ”cute” hænger i følge Ngai sammen med dets ”softness and pliancy”: The pleasure offered by cute things lies in their perceived capacity to withstand extended and unusually rough treatment”. (88)

Ngai kan hjælpe os med at forstå Alice’s kropslige flexibilitet som noget der er dybt forbundet med den foruroligende kategori ”cuteness” – det at hun er piget – men Deleuze kan måske hjælpe os med at forstå, hvorfor det, også i denne sammenhæng, er der hvor faren findes at det, der måske kan redde os, vokser.  

At være i den rene begivenhed er at sætte sig udenfor identitetskategoriernes repressive sted – at være mellem kategorierne i stedet for at være det ene eller det andet: Deleuze taler tilsvarende om at Alice ”skirts the surface of things” – at hun glider hen over tegnene i stedet for at ”falde ned i dem”.

Og det som slår mig, er, at det præcis er denne skirting on the surface of things, som Alice-figuren inspirerer til, måske også er karakteristisk for den punk-feministiske strømning som Arielle Greenberg for nogle år siden døbte det gurleske.  En strømning som præcis forhandler spørgsmålet om, hvad det vil sige at være ”en lille pige”. Som forhander den kombination af smerte, ubehag, men også forvandlingskraft og frihed som findes lige præcis på dét sted.

Alice er endnu ikke i puberteten, men er dog i fuld gang med en individuationsproces. I Logique du sens 33. serie, bogens næstsidste, spørger Deleuze:

What is a little girl? Og svarer: An entire æuvre is needed, not in order to answer this question but in order to evoke and compose the unique event that makes it into a question. (274). Det er måske et lidt skuffende svar og Deleuze får da heller aldrig skrevet noget storværk om, hvad begivenheden ”den lille pige” er gjort af. Man kan sige meget godt om Deleuze, men nogen feministisk undersøger var han ikke. Men det er det heldigvis andre som er.

For det burleske og det gurleske er Alice en stor inspirationskilde. Fra Japan kommer en popkulturel stømning, der forbinder ”the cute” eller ”Kawaii” som det japanske fænomen hedder, med stærkt tvetydige forhandlinger af den pigede identitet. Billedkunstneren Kusama har været i gang siden 60erne og hendes vigtigste billedstof er hentet fra Alice in Wonderland. Kawaii er i Japan også genstand for alle mulige typer af groteske transformationer, hvor det sødes uhyggelighed og seksualiserede agressivitet træder frem. Og manga, cos-dressere og emo-kulturen henter masser af stof fra Wonderland. De japanske Alice-undersøgelser er på en eller anden måde beslægtet med det groteske, det burleske og det gurleske: Performative strategier, der parodierer, satiriserer over og dermed undergraver og approprierer de kulturbestemte identiteteskategorier. Og alle disse performative gestusser svarer jo på, hvilke komponenter spørgsmålet: Hvad er en lille pige? har.

Ofte står lige præcis den lille piges erfaring af at have en ”grotesk” krop i centrum. For Bahktin er kvindens krop mere ”grotesk” end mandens fordi den kan udvide sig og trække sig sammen igen. Og Alice udlever jo denne pigekroppens groteske mulighed når hun bliver større og mindre. Gillian Beer siger om hendes kontrollerede transformationer, at de: ”releases the child from the inexorable and sometimes painful temporal sequence that leads towards adult”. Og Alice gør således det at være ”out of scale” til et aktiv – til noget der kan bringe forløsning. Og er det ikke præcis, hvad det gurleske gør. Nægter at lade sig skalere efter den herskende, naturlige orden. Gurleske attituder blander my little pony med seksuel lyst, hvide blondekjoler med løbende, sort makeup, netstrømper med Hello Kitty. For det gurleske er måske ikke så meget en kunstnerisk strømning som det er en attitude, der nægter at lade sig beherske af tegnene, men i stedet bliver på deres overflader: Attituden performer selvet uden tro på at selvet findes. Det handler ikke, som Lara Glenum skriver, om at tage en maske på – for ”to engage in persona is to assume that there is a face beneath the mask” (Glenum/Greenberg: Gurlesque: the new grrly, grotesque, burlesque poetics: 2010, 13).

For at vende tilbage til spørgsmålet om skala og målbarhed placerer det gurleske – præcis som Alice – sig et sted, hvor det ikke lader sig måle digitalt. Det er hele tiden på vej i to retninger på samme tid. På vej ind i og ud af objektgørelsen og vareliggørelsen af kvinden, på vej ind i og ud af fornægtelsen og affirmationen af seksualiteten.

Deleuze skriver aldrig mere om Alice, men han og Guattari skriver i Tusind plateauer om Virginia Woolf og her er det præcis også spørgsmålet om erfaringen af umålelighed, der er i fokus. Her det citat fra Mrs Dalloway som de diskuterer:

She had reached the Park gates. She stood for a moment, looking at the omnibuses in Piccadilly. She would not say of any one in the world now that they were this or were that. She felt very young; at the same time unspeakably aged. She sliced like a knife through everything; at the same time she was outside, looking on. She had a perpetual sense, as she watched the taxi cabs, of being out, out, far out to sea and alone; she always had the feeling that it was very, very dangerous to live even one day.

Mrs. Dalloway oplever sig selv som værende udenfor kategorisering. Hun er very young og unspeakably aged – hun bevæger sig to retninger samtidig – og hun er hinsides den logiske orden: She would not say of any one in the world now that they were this or were that. Hun bliver på tegnenes overflade og føler det er meget farligt. Hun er, som Alice, i den rene begivenhed. Hun er “umålelig” – eller i hvert fald hinsides den kronometriske tid, lineære tid.

Dette er også barnets sted, den lille piges sted. Men eftersom det er en position eller en attitude, der ikke er knyttet til en bestemt identitet, kan den indtages af hvem som helst, som revolterer mod den målbarhed, der er grundlaget for de fleste kategoriseringer.