i en ny
atmosfære
har du
tænkt på det
tårerne
der falder mod jorden
i
uopdyrkede områder
tør du
træde ud i det
alderdommen
i et fjernt kosmos
foran
mig en død krage
så stiv
at det er komisk
hvad har
den sagt
inden
døden indtraf
har den råbt
hold op
med alle jeres krav
giv mig
lidt medvind
som en
længselsfuld solsort
har den
følt rynkerne
under
fjerene
der
spreder sig
som
træernes rødder
udmåler
en periode i en tid
hvor
hver morgen
bringer
varmen
og
bomberne med sig
så jeg
på dårlige ben
får
smadret mit ansigt
jeg har
svært ved at rumme det hele
at vi er
uforlignelige mennesker
og at
det er problemet
mærker
du det også
når vi
står sammen ved amager strand
spejder
ud over havet
hvor
olieskibene passerer igennem
ser du
det i mit ansigt
hvordan
min glatte hud
er afhængig
af skibenes last
mærker
du det som jeg
på
bunden af en silo
med
årets høst til
en
gammel slægt
vågner
du også i natten
til
lyden af bakterier
der gør
oprør
der er
langsom strangulering i gaderne
lidt
passende smerte
som tænder
der forlader munden
med en
rusten tang
hold nu
fast i mig
i
bjergene der smuldrer
sæt
tænderne i dem
og lad
sandet med tiden
glide
gennem dine urolige fingre
der
binder dig
til en
overfladisk slægt
gå nu
med mig ind i rastløsheden
sæt ild
til netværket
dyk ned
til kablerne
hvor dit
liv løber i rør
og
indespær mig
i
stinkende væksthuse
jeg
taler herfra
med dyb
stemme gennem sonderne
fra en
forladt hospitalsseng
i et hul
i atlanterhavet
hvor
græsset gror i gangene
jeg ser
gletsjeren i øjnene
begraver
mig selv tusind år under isen
jeg
klatrer op fra kulden via højspænding
se mig
se mig
se
idioten
vandrende
gennem gader i tynde sko
vender
tilbage til nutiden
med blod
i munden
jeg
kvæler dig
i
potteplantens lianer
i et
hvidt jakkesæt
med en
død stiv krage i hånden
jeg er
en gammel lov
der
skammer sig
med en
hævet mund
jeg
mumler stille minderne
om tiden
før damp
og
forbundne transportsystemer
jeg
skriger ned i tarmen
elsker
du også plastikken
jeg æder
i natten
betragter
du himlen
som en
motorvej
hvor små
mennesker samler sig
og
glæder sig
mens de
flygter fra kedsomheden
over
kraftværkerne
der
erstatter vulkansk aktivitet
tør du
blive gammel sammen med mig
tør du
tage min hånd
og synge
fædrelandssangene
fra en
gulnet sangbog
om et
stort bål
hvor vi
fejrer de sidste udstoppede dyr
jeg udprinter
rævene
og
spiser vegansk
som en
sejrende kriger
med min
fjende på spyd
uden
agerbrugene
lukker
vi eu
og åbner
afrika
jeg
flakker rundt i ørknen
bliver
vanvittig på min egen måde
forvandler
mig til en blodig skorpion
jeg er
fortvivlet over deres magt
lad mig
skrige i vildmarken
lad mig
skrige
jeg
skriger
dig ned
i bunden af mavesækken
tør du
blive gammel med mig
jeg
stirrer ind i de sidste sommerskyer
i den
vådeste kælder
tak for
i år
du
stormflod
der
leder til indsigt
en vej
vi fulgte for mange år siden
giv mig
lov til bare at ha det ok
jeg har
det fint
hvad
føler mine indvolde
nu de
trækker vejret i piller
hele
vejen ned igennem
væksten
giv mig
tid
og jeg
ødelægger alt
tag mig
i hånden
og kys
mig af kærlighed
så smadrer
jeg fløjkrigene
som den
ridder i irret rustning
jeg
altid vil være
hvis du
vil blive gammel med mig
hvis du
vil kravle på gulvet
langs
væggene på offentlige institutioner
med mig
så sæt
dig ned
her
langs skrænterne
der
snart styrter i havet
kys mig
på min smadrede mund
og
fortæl mig historien om
hvordan
vi to
kom
hertil
du er
min eneste forståelige oplevelse
det
eneste jeg holder uendeligt af
min
lille høne uden fødder
i bedre
tider
dyppede
de dine små knogler
i ammoniak
fra din tarm
og
spiste dine vinger
min
lille høne
min
lille våde kummefryserkylling
skrig
mod tremmer
at du
har alt
så de må
gå triste hjem
med
deres designerkataloger
og passe
deres eksem i fred
jeg
bliver immun af penicillinen
jeg
lever af
på dage
uden mad
se nu på
månen
den
elendige metafor
hvordan
den smiler over storme
en storm
langt ude på havet
der
larmer med trommer
der
hvirvler med alle glemte arter
i en
evig tornado
jeg
dykker i havet
med min
eneste frygt
i mudder
til halsen
at du
råber mit navn i vinden
og jeg
husker de tider
hvor
disse linjer var umulige at skrive
se
kontinenterne bevæge sig
mod
hinanden igen
vi
samler folket til en sidste krig
tror du
virkelig på at historien stopper her
peg ud i
verden
peg ud
på internettet
med en
skærebrænder på bunden af atlanterhavet
se ligene
hoppe sig op på sofaerne
se
kontinenterne samle sig
til en
stor arena
vi
samler kræfterne til en sidste krig
se på
havet på den yderste grænse
hvor vi
det
eneste vi
der
virkelig tæller
efterkommerne
med salt i lungerne
her
sitrer jeg med min elskedes knogler
syet ind
i en sæk fra skindet af de sidste svin
der
forlod staldene
jeg
bærer dig på ryggen
og jeg
vil ikke miste dig i bjergene
hvor små
byer ligger som tegn
og
rester langs stier hvor ligene
allerede
hober sig op
kvalt af
vandet i lungerne
tag min
her
hvor
træerne falder i vandet
skrænterne
styrter nu
vi hører
ikke længere hvad de siger
hvorfor
skulle vi
smid
jeres krav i havet
her hvor
digerne brister
er der
kun os to
til at
holde vejret
træk
vejret dybt
mens jeg
hviler mit hoved på din hofte
kryb ind
i mit telt
og varm
dig ved pandelampen
snart
går batterierne ud
og vores
lunger druknes i fugt
fra
systemer vi har mistet forbindelsen til
rul dig
sammen på min mave
så jeg
kan filme dig i folie
pakke
dig sammen i den vandtætte plastikpakke
og prissætte
din nøgne plukkede krop
lille
høne min
vandfyldte
frostkylling
svøm med
mig
i de
dybeste have
vær min
madding
når vi
dykker ned i lergraven
og
finder hvalkirkegården
der har
ligget der i millioner af år
vær min
madding
når
havene skyller ind over os
med
genopstandne kæmpefisk
vær min
madding
i min
værste frygt
at blive
gammel
mens jeg
drukner
på
forladte institutionsgange
lov mig
min elskede
at du skruer helt op for morfinen.
at du skruer helt op for morfinen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar