Alice og det gurleske
Et vigtigt tema i Lewis Carrolls Alice
in Wonderland er spørgsmålet om størrelse.
Værkets fokus på spørgsmålet om størrelsesforhold hænger sammen med to ting:
For det første er Alice in Wonderlands
protagonist et barn. For det andet er spørgsmålet om, på hvilken måde man i det
hele taget måler noget afgørende for
Carroll, hvis metier i det civile liv var at være logikeren og matematikeren Charles Lutwidge Dodgson.
I en artikel, der læser Alice ind i en med værket
samtidig, naturvidenskabelig kontekst (”Alice in time”, Nature, 2011) fastslår Gillian Beer at præcis for barnet – dvs. for
et menneske som ikke er færdig med at vokse endnu – er spørgsmålet om størrelse
hele tiden nærværende. Ikke mindst fordi: The
child is the wrong size.
Barnets omgivelser er altid skaleret efter den voksnes
krop. For et barn sidder vinduet og dørhåndtaget for højt oppe, mens stolene er
alt alt for lave. Men det som bl.a. er slående ved Alice in Wonderlands protagonist, er, stadig i følge Beer, at
the child heroine learns to manipulate her own growth upward and –
impossibly – downward. It’s this limber ease with the body – instantaneity
instead of secret creeping expansion – that plays with our fundamental and
universal experience of somatic time. The effect is exhilarating as well as threatening. It mimics
the child’s experience of being out of scale in the power relations of
occupying space. But it also releases the child from the inexorable and
sometimes painful temporal sequence that leads towards adult full growth.
Beer taler om at Alices voksetid erfares som ”instantaneous/øjblikkelig” i
modsætning til barnets erfaring af voksetiden som ”a secret, creeping
expansion”. Og en sådan erfaring af tiden som øjblikkelig fremfor sekventiel er
præcis, hvad der i følge Deleuzes læsning af Carroll i Logic of Sense [Logique du
sens: 1969), definerer den lille piges
priviligerede adgang til, det som i hans terminologi hedder den rene begivenhed. Alice’s
fleksibilitet, eller hvad man også kunne kalde hendes mangel på kropslig
stabilitet, er forbundet med hendes alder (hun er 7 år gammel), men den er også
forbundet med den særlige måde at skifte størrelse på som lige præcis Alice
deltager i. Når Alice skifter størrelse skifter hun nemlig ikke fra én specifik
størrelse – tx fra 135 cm til 140 cm – til en anden specifik størrelse. Hun
bliver hele tiden større og mindre – præcis som et barometer, hvor trykket hele
tiden kan beskrives som faldende eller stigende – er hun hele tiden på vej op
eller på vej ned. Når Alice drikker af den lille flaske eller spiser af kagen
bliver hun først mindre. Faktisk så lille at hun står i fare for at forsvinde
helt:
she was now only ten inches high,
and her face brightened up at the thought that she
was now the right size for going though the little door into that lovely garden. First, however, she waited for a
few minutes to see if she was going to shrink
any further: she felt a little nervous anout this; ”for it might end you know,” said Alice to herself, ”in my
going out altogether, like a candle”.
Men så bliver hun større igen: ”Now I’m opening out like the largest
telescope that ever was! Goodbye feet!” – så mindre, så større igen, så mindre
igen.
Og netop denne farlige men også frie mellem-tilstand er naturligvis,
hvad der interesserer Deleuze. Som han formulerer det: She moves in two directions at once, hvorved forestillingen om en
finit identitet elimineres. Deleuze knytter denne position til den stoiske
filosofi: Alice er: En stoisk vismand,
siger han. Hun holder sig nemlig på overfladen – dér hvor tingene er i konstant
tilblivelse. Det er naturligvis IKKE noget behageligt sted at opholde sig, men
det er et priviligeret sted, fordi
det er frit. Alice falder simpelthen udenfor det digitalt målbare – hun bevæger
sig mellem 0 og 1.
Denne form for vokseerfaring er altså ambivalent. At
befinde sig i den rene begivenhed er farligt, men det er dog i sidste ende
Alice som performer processen. Det er Alice som drikker af flasken og spiser af
den kage eller svamp som får hende til at vokse eller at blive mindre.
Alice er sød, hun er uskyldig, men hun bevæger sig hele
tiden ind på farlige områder. Hun er ved at dø adskillige gange og fortællingen
om hende er i det hele taget stærkt seksualiseret.
Der er ingen tvivl om at hvis vi forestiller os ”den
lille pige” som et sted, så er det et vanskeligt sted at opholde sig. Den
voksende krop erfares som ustabil og de tegn som indskrives i og på kroppen,
måske især den lille piges krop, er ekstremt tvetydige, idet de indeholder en
blanding af på den ene side uskyldighed, renhed og hjælpeløshed, og på den
anden side sexappeal, urenhed og forførerisk magt som også er de tegnkategorier
den voksne kvinde tvinges til at pendulere imellem under den fallogocentriske
orden.
Hvis vi læser med Sianne Ngai (Our Aesthetic Categories: 2012) er den den æstetiske dom ”cute”
uadskillig fra hjælpeløshed, idet at dømme noget som ”cute” afspejler: ”the
subject’s affective response to an imbalance of power between herself and the
object” (54) – hvorfor ”the cute” ”is deeply associated with the infantile, the
feminine and the threatening” og videre, hvilket er enormt interessant i denne
sammenhæng: ”at ”the less formally articulated the object, the cuter it is”. At
noget er ”cute” hænger i følge Ngai sammen med dets ”softness and pliancy”: The
pleasure offered by cute things lies in their perceived capacity to withstand
extended and unusually rough treatment”. (88)
Ngai kan hjælpe os med at forstå Alice’s kropslige
flexibilitet som noget der er dybt forbundet med den foruroligende kategori
”cuteness” – det at hun er piget –
men Deleuze kan måske hjælpe os med at forstå, hvorfor det, også i denne
sammenhæng, er der hvor faren findes at det, der måske kan redde os, vokser.
At være i den rene begivenhed er at sætte sig udenfor
identitetskategoriernes repressive sted – at være mellem kategorierne i stedet for at være det ene eller det andet:
Deleuze taler tilsvarende om at Alice ”skirts the surface of things” – at hun
glider hen over tegnene i stedet for at ”falde ned i dem”.
Og det som slår mig, er, at det præcis er denne skirting on the surface of things, som
Alice-figuren inspirerer til, måske også er karakteristisk for den
punk-feministiske strømning som Arielle Greenberg for nogle år siden døbte det gurleske. En strømning som præcis forhandler
spørgsmålet om, hvad det vil sige at være ”en lille pige”. Som forhander den kombination
af smerte, ubehag, men også forvandlingskraft og frihed som findes lige præcis
på dét sted.
Alice er endnu ikke i puberteten, men er dog i fuld gang
med en individuationsproces. I Logique du
sens 33. serie, bogens næstsidste, spørger Deleuze:
What is a little girl? Og svarer: An
entire æuvre is needed, not in order to answer this question but in order to
evoke and compose the unique event that makes it into a question. (274). Det
er måske et lidt skuffende svar og Deleuze får da heller aldrig skrevet noget
storværk om, hvad begivenheden ”den lille pige” er gjort af. Man kan sige meget
godt om Deleuze, men nogen feministisk undersøger var han ikke. Men det er det
heldigvis andre som er.
For det burleske
og det gurleske er Alice en stor inspirationskilde. Fra Japan kommer en popkulturel
stømning, der forbinder ”the cute” eller ”Kawaii” som det japanske fænomen
hedder, med stærkt tvetydige forhandlinger af den pigede identitet. Billedkunstneren
Kusama har været i gang siden 60erne og hendes vigtigste billedstof er hentet
fra Alice in Wonderland. Kawaii er i Japan også genstand for alle
mulige typer af groteske transformationer, hvor det sødes uhyggelighed og
seksualiserede agressivitet træder frem. Og manga, cos-dressere og emo-kulturen
henter masser af stof fra Wonderland. De japanske Alice-undersøgelser er på en
eller anden måde beslægtet med det groteske, det burleske og det gurleske:
Performative strategier, der parodierer, satiriserer over og dermed undergraver
og approprierer de kulturbestemte identiteteskategorier. Og alle disse
performative gestusser svarer jo på, hvilke komponenter spørgsmålet: Hvad er en lille pige? har.
Ofte står lige
præcis den lille piges erfaring af at have en ”grotesk” krop i centrum. For
Bahktin er kvindens krop mere ”grotesk” end mandens fordi den kan udvide sig og
trække sig sammen igen. Og Alice udlever jo denne pigekroppens groteske
mulighed når hun bliver større og mindre. Gillian Beer siger om hendes
kontrollerede transformationer, at de: ”releases the child from the inexorable
and sometimes painful temporal sequence that leads towards adult”. Og Alice gør
således det at være ”out of scale” til et aktiv – til noget der kan bringe
forløsning. Og er det ikke præcis, hvad det gurleske gør. Nægter at lade sig
skalere efter den herskende, naturlige orden. Gurleske attituder blander my
little pony med seksuel lyst, hvide blondekjoler med løbende, sort makeup, netstrømper
med Hello Kitty. For det gurleske er måske ikke så meget en kunstnerisk
strømning som det er en attitude, der nægter at lade sig beherske af tegnene,
men i stedet bliver på deres overflader: Attituden performer selvet uden tro på
at selvet findes. Det handler ikke, som Lara Glenum skriver, om at tage en
maske på – for ”to engage in persona is to assume that there is a face beneath
the mask” (Glenum/Greenberg: Gurlesque:
the new grrly, grotesque, burlesque poetics: 2010, 13).
For at vende
tilbage til spørgsmålet om skala og målbarhed placerer det gurleske – præcis
som Alice – sig et sted, hvor det ikke lader sig måle digitalt. Det er hele
tiden på vej i to retninger på samme tid. På vej ind i og ud af objektgørelsen
og vareliggørelsen af kvinden, på vej ind i og ud af fornægtelsen og
affirmationen af seksualiteten.
Deleuze skriver aldrig mere om Alice, men han og Guattari skriver i Tusind plateauer om Virginia Woolf og
her er det præcis også spørgsmålet om erfaringen af umålelighed, der er i
fokus. Her det citat fra Mrs Dalloway
som de diskuterer:
She
had reached the Park gates. She stood for a moment, looking at the omnibuses in
Piccadilly. She would not say of any one
in the world now that they were this or were that. She felt very young; at the
same time unspeakably aged. She sliced like a knife through everything; at
the same time she was outside, looking on. She had a perpetual sense, as she
watched the taxi cabs, of being out, out, far out to sea and alone; she always
had the feeling that it was very, very dangerous to live even one day.
Mrs. Dalloway oplever sig selv som værende udenfor kategorisering. Hun er very
young og unspeakably aged – hun bevæger sig to
retninger samtidig – og hun er hinsides den logiske orden: She would not say of any one in the world now that they were this or
were that. Hun bliver på tegnenes overflade og føler det er meget farligt. Hun er, som Alice, i den
rene begivenhed. Hun er “umålelig” – eller i hvert fald hinsides den
kronometriske tid, lineære tid.
Dette er også barnets sted, den lille piges sted. Men
eftersom det er en position eller en attitude, der ikke er knyttet til en
bestemt identitet, kan den indtages af hvem som helst, som revolterer mod den
målbarhed, der er grundlaget for de fleste kategoriseringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar