GENFÆRD af daniel dalgaard

Afføring er allerede helt anderledes end tis fordi det ikke bare køler, men også stivner er ikke det rigtige ord det tørrer ind, man kan mærke hvordan det trækker i hårene på baglårene og ballerne. Kan huske to gange det er sket, og lorten kan vel næppe have nået at tørre helt ind? Ikke den første gang i hvert fald. Havde jo min cykel, og hvor langt er der en kilometer mellem boldbanerne og mit hjem på det tidspunkt (måtte stå op og træde i pedalerne hele vejen. På et tidspunkt faldt et lille stykke ud af det ene shortsben). Forsøgte længe syntes vel at det var træls at skulle cykle hjem forsøgte at gå op og ned af en smal stentrappe som førte op til en sti der lå mellem kløvervej og skolens parkeringsplads. Man kom op lige der hvor stien slog et skarpt sving som gjorde det umuligt at cykle nedad den med så høj fart som man gerne ville som man virkelig ønskede sig. Op og ned ad den trappe med forestillingen om bevidst at kunne tænke på ”noget andet”. Jeg havde tynde grå bomuldsshort på. Jeg kan stadig se dem for mig. Senere på badeværelset. Har stadig benene i shortsne og overvejer hvordan jeg skal få benene ud af dem uden at komme til at røre lorten som er tværet ud over alt. Er noget helt andet med tisset. Alle de gange det er sket har følelsen nærmere været at det er ud over det hele. En helt anden måde at skulle rengøre sig på som om det ikke er nok at lade vandet løbe ned over inderlårene, gnide sig med sæbe vaske ind under pungen som om der skulle noget mere til et lag mere fx en klud også fordi den tiltissede hud stadig er mærkeligt kold på trods af det varme vand. Men ikke den samme følelse af at der ikke er noget at gøre. Har fx tillid til at jeg kan vaske underbukserne og bruge dem igen - ikke en mulighed med lort. Bare skulle sidde på toilettet og kalde på min mor åbne døren mens jeg stadig sidder ned og fortælle hende at jeg har skidt i bukserne jeg rækker hende shortsne med underbukserne inde i hun pakker tøjet i en pose, som hun binder knude på og smider ud har en følelse af at jeg må have siddet på det toilet i årevis af aldrig at være kommet videre derfra men bare pludselig alligevel en dag noget nyt (fx Frank første dag i gymnasiet han er en god ven jeg ser ham tit og jeg tænker næsten altid på ham som (jeg har faktisk aldrig fortalt ham det) Frank med frøer fordi han i en navneleg siger ordene Frank med frøer han har en t-shirt på med sådan nogle grønne og hvide hvide? frøer og vi står i en rundkreds og skal muligvis rime på vores eget navn.) Vågner en nat ved at jeg strinter Det er måske ti år efter de grå bomuldsshorts. Jeg er toogtyve år og ligger ved siden af Stine i en seng i Buda går ud på badeværelset og forsøger at tørre mine lår tager et håndklæde med ind til sengen som jeg lægger ud over pletten. Stine spørger hvad jeg laver jeg siger ingenting, sov bare videre. Kan mærke hvordan hendes krop skælver af lydløs latter da jeg lægger mig ned til hende.   Jeg oplevede det klart som et forræderi - fordi de andre havde åbnet kampen uden at fortælle det. Vi har vel været elleve år tolv deromkring hvor pigerne eller drengene bliver ”spændende” som man sagde. På den måde er det heller ikke helt rigtigt at jeg ikke var advaret. Allerede det at både drengene og pigerne var inviteret til festen (som også blev holdt om aftenen i stedet for om eftermiddagen efter skole) allerede dét - så står man stampet op i hver sit hjørne der uden nogen ved hvem der er tyr og hvem der fægter og hvem der er tilskuer og hvem der drikker tre halvstore glas gammel kirsebærvin inden de står op af sengen om morgenen. Pis. I invitationen havde der stået at alle skulle have en hat på til festen og da jeg ankom, det tog måske næsten en time før det fulde omfang fik op for mig, jeg havde en eller anden hat som jeg havde fået i hånden af min mor på vej ud af døren en af min fars gamle hatte som han ikke selv gik med fordi ingen går med hat fordi en hat er en udklædningsgenstand. Det var mit ræsonnement hvis jeg skal sige det nu. Jeg har aldrig haft det nemt med det her med hvad skal man kalde det udklædning? udseende? To ting popper op i mit hoved a) Jeg sidder i min fars lænestol efter at have været til frisør og ser tv-shoppen med de spikes i håret som frisøren har lavet uden jeg bad ham om det men som jeg synes er fede da en ven kommer på besøg og spørger om det er min nye stil hvilket jeg aldrig rigtig tilgiver ham og b) jeg skal til udklædningsfest i min kærestes kollektiv og klæder mig ud som digter med nogle bestemte bukser og en fjollet rød jakke og så finder jeg senere ud af, at en af min kærestes lesbiske veninder har sagt om mig at nu er han næsten helt lækker hvilket ikke er den 100% direkte årsag til at jeg efter festen fortsætter med at gå i det tøj, men klart en medvirkende faktor. Og på mange måder minder den her sidste historie om det med hattene fordi det er klart jeg har ikke forstået noget flere af de andre ikke alle men fem eller seks af de andre har taget smarte hatte på. Bøllehatte. Og hattene skal også bruges til noget en leg (hattene ryger i en sæk og alle trækker en for at finde ud af hvem de skal sidde ved siden af) men det er ikke det er ekstremt tydeligt for enhver at det ikke er hattenes hovedformål. Meningen er at - hvad er meningen at man skal - have en smart hat på på den måde vise at man også selv er smart. Og så det, at det er netop den hat bøllehatten. De næste par måneder begynder flere at have en hat på i skole jeg får også selv fat i en bøllehat, som jeg har på et par gange men er ligesom jeg - føler mig som jeg oplever det som unævneligt ydmygende at alle kan se at jeg stået derhjemme og taget bøllehatten på, kigget på den og vurderet at jeg er pænere med den på at jeg har været ude at købe den overhovedet har det stadig tager forsigtigt en trøje op fra bunken går ikke i prøverummet fordi det ikke hemmeligholder noget alligevel folder den ud og holder den op foran overkroppen foran et spejl på væggen og så bliver jeg fyldt med et fortvivlet raseri vil kaste med trøjen og gå fordi alle kan se mig at jeg står og prøver at skjule noget at jeg står og forsøger pisse meget at fremstå.   GENFÆRD Havde den her fornemmelse inden dansk flygtningehjælp kom og ringede på dørtelefonen af noget jeg ville fortælle. Noget som jeg allerede havde fortalt én gang på det tidspunkt da jeg sad der og forsøgte at finde det sted i en forelæsningsrække om matematikkens historie som jeg var nået til i går aftes. Havde allerede fortalt det. Fortalte det i går aftes. Til Martin. Jeg sad, kan jeg nok godt gå ud fra fordi jeg altid sidder der når Martin er på besøg, i den lilla stol som er en slags wegner og som vi har fået af Stines far og som jeg ikke synes at jeg sidder særlig godt i fordi den er for lav i forhold til mine bens længde så jeg kommer til at sidde på en måde hvor mine lår så at sige ikke følger stolens sæde fra mine baller og ud mod knæene men i stedet løfter sig fra stoffet op til mine knæ som befinder sig omtrent otte til ti centimeter over sædets niveau hvilket altså gør at jeg kommer til at sidde krøllet sammen nede i stolen så jeg ofte oplever at mine lægge kan komme til at sove lidt. Men det forekommer mig også at jeg ikke bare allerede har fortalt den historie én gang men også at jeg allerede har skrevet det digt som handler om hvordan jeg ikke kan huske en historie som jeg ellers havde tænkt at jeg ville skrive et digt om. Minder mig om måden som folk der er på vej til at blive demente taler på. Min morfar er ikke dement endnu når heller ikke at blive det. Ligger for døden. Det passer ikke. Han sidder derhjemme i en lavloftet stue sluttet til sin iltflaske gennem en halvtreds meter lang gummislange formentlig ved siden af min mormor. Han taler om døden når jeg besøger ham Hun ikke kan lide det. Han siger det er mærkeligt vi er så bange for det er det eneste man ved skal ske for alle så siger jeg men vi kender jo ikke nogen der har prøvet det og så prøver vi at være joviale sammen om det. Mormor siger ingenting sidder allerede et par meter inde i den ensomhed som forestiller jeg mig ikke har nogen størrelse der venter hende. Nu er det hende der kører bilen, hun vil kun køre mens det stadig er lyst men tingene skrider hurtigere frem end hende. Jeg er også begyndt at skrive en tale til min morfars død. Noget makabert ved det. Ved ikke om jeg bør stoppe måske slette den helt. Har forsøgt at sætte mig i den tilstand kunstigt at han var død men jeg ved at jeg ikke ville have lyst til at tale så jeg skriver talen nu. Stines farfar nåede heller ikke at blive dement. Jeg så ham død på plejehjemmet, liggende i det rum nede i enden af gangen som teknisk set var hans kones men som de brugte som opbevaringsrum fordi de bare havde indrettet hans rum ligesom deres gamle stue og altid var der sammen og sov der sammen glade for at de havde været så heldige at få en plads på det samme plejehjem. Nu sidder hun der selv har fået det bedre efter han døde. Men hun fortæller stadig tingene på den der måde hvor historierne er gennemløbet af tavshed og gentager sig selv en smule. Aldrig helt det samme men variationerne til trods bliver de afbrudt af spørgsmål har jeg allerede sagde det? som om det spøger inde i hende. Husker min egen farmor som en fugl hård og streng stod hun i sit køkken hele dagen mens hendes mand sad på en stol ved spisebordet med tilbagestrøget hår og han var meget tyk han vidste alt og alt for dårligt og han havde en kat som var lige så fed som ham selv og som han fodrede og agede mens han fik skældud af min farmor.