INGEN MIRAKLER af anne katrine bagai

der er ingen her

tror du at vi letter at

vores ankler knækker sammen

med de bånd der bandt os

en fugl døde i centrifugen

dens blå og grønne fjer

var spredt over hele badeværelset

vi aner ikke engang hvordan den kom her ind

hvor længe den blev

vi har ikke engang hørt den

tror du vi skal holde ind nu

tror du det kan betale sig eller betale mig i længden

lad os smile til kunden

flette en stor fletning klokken 07.00

gå rundt og forsøge at vænne sig til sit

eget ansigt

gå rundt og prøve at lægge sig selv i de rette folder

forsøge at vænne sig til det

kigge på piletræer og troldetræer

knytte hænderne mens rifterne synger

du blev mindst ligeså bange som mig

hold op med at benægte det

 du kunne også se hendes blå hænder hænge slapt ned

fra hver sin side af kroppen

du kunne også se mosevandet

det blå vand det blå øje og så lyngen

omfanget af det lys

de kobberfarvede tråde i hver sin skal

perlemor i kniven der blinker

du kunne også se taljen på hende

et ansigt skåret i en tynd skive og

smækket på ved lejlighed

når du siger det vil jeg gerne tro det

men det gør jeg ikke

du tog rundt om mit liv

jeg blev helt syg

du mærkede efter om alt sad som det skulle

en betuttet dreng kom ud fra wc’et

da jeg mødte ham efterfølgende sad han og

spiste af en gul tallerken

jeg prøver at lade være

hendes røde hår hendes stikkelsbærøjne 

grannåle sviger i næsen

hans døde blå hyacinthænder

den forfærdelige måde min hud kan mærke sig selv på
lede efter dig på en plads med mennesker i alle retninger

jeg stryger dig over håret

jeg trøster med hænder som rustne river

den søvn du falder ned i er ikke din egen

vesterhavet der bare skyller ind mens

luften tvinges ned i lungerne på en

i det her hus smider du dine smøger ud

jeg kender ingen der smider smøger ud

så tit som du gør