mandag den 13. juli 2015

DAGMAR af ida sparlund



En dag i påsken for mange år siden kom min onkel med en ganske lille husmårunge til mig . Han og hans familie skulle holde ferie i deres sommerhus ved Tamdrup strand . De lagde godt mærke til en stor gul plet på loftet inde i stuen , men var sikre på ,at det skyldtes den lange vinter ,men der tog de grueligt fejl . Ud på natten begyndte en livlig aktivitet på loftet . Voldsomme bump og hoppen som om nogle legede tagfat deroppe, og der lød en piben og krassen og kaldelyde . Ud på  morgenen  blev der fuldstændigt stille . Hvad var det for et leben , der havde holdt familien vågen det meste af natten ? Ja, kære læser du har nok gættet det. En husmår havde fået et kul unger på loftet og levet ganske uforstyrret i mange uger,men så kom menneskene, og husmåren flyttede sine unger. Den ene unge var kravlet væk fra reden og trillet ned,og da husmår ikke kan tælle, og reden var tom,har hunnen skyndt sig hen til de reddede unger. Mårunger har en forunderlig tilblivelsesproces. Hunnerne bliver brunstige i juli måned,hvor parringen finder sted,og de små befrugtede æg ligger frit i husmårens livmoder,indtil deres udvikling skal begynde et halvt år  efter,hvor de befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen. Det kaldes forlænget drægtighed. Ungerne bliver født blinde og hjælpeløse, og deres føde er mælk,som de får ved at die hos hunmåren.Hele yngleplejen afhænger af husmårhunnen.

Jeg vil tro, den lille unge ,jeg fik ansvaret for hin påske,var tre til fire uger gammel. Det var en hunmår,og jeg døbte hende Dagmar(historien går nemlig,at navnet Dagmar, Dagmår,er en pige adræt og elegant som en mår).Hun var så bitte,at hun kunne ligge i min hånd, hun var utryg og sulten. Hendes mund var meget lille,men en dukkesutteflaske løste problemet, og Dagmar blev tryg og tam forbavsende hurtig.Heldigvis havde jeg en boxertæve på et par år,der lød navnet Jill.Det er Jills fortjeneste,at Dagmar overlevede.Det var let nok at give Dagmar sutteflaske,men hvor der er input, er der også output,og man kan ikke vaske og holde sådan en lille rumpe ren med svamp og klud flere gange i døgnet uden at ødelægge den sarte hud .Jill tog over og slikkede og passede Dagmar,som sin egen hvalp.Dagmar flyttede fra sin lille rede under min trøje til Jills kurv ,og de to var uadskillelige.De legede meget og var meget aktive,og Jill gik ofte rundt med Dagmar i munden både ude og inde, og da Dagmar blev lidt ældre, brugte de meget tid på skiftevis at løbe efter hinanden. Dagmar stortrivedes ,hun var også begyndt at sutte på Jills pattevorter, og sandelig om hun ikke fik malket Jill op,så der kom mælk i patterne.Hun begyndte også at æde æggeblommer,lever,okse-og svinekød,og så elskede hun at slikke flødeskum,og Jill sørgede omhyggeligt for at tørre hende om snuden efter måltidet.Flødeis var hendes yndlingsspise.

På det tidspunkt jeg fik ansvaret for Dagmar, var jeg lærer på Starup Skole og klasselærer for en dejlig,livlig 2.klasse.Da jeg var hjemmefra mange timer hver dag,blev jeg nødt til at tage Dagmar med i skole,fordi hun de første uger fik sutteflaske hver 4.time.Hun blev 2.klasses maskot og boede i min mormors gamle hat på katederet, og alle børn deltog interesserede i pasningen af hende.Det er så livgivende at være fælles om iagttagerser af et levende dyr,og elevernes interesse for Dagmar gjorde,at de blev meget nysgerrige og videbegærlige.Elevernes koncentration steg mærkbart, og det var fantastisk at stille de udstoppede dyr i mårfamilien op i klasseværelset og undervise i dem,alt imens Dagmar enten sov i mormors  hat eller kravlede rundt på katederet.Det er en mageløs oplevelse at få lov til at opleve sådanne guldstunder med børn.

Alting har en ende, og Starup blev udskiftet med Klinkby.Bilen blev pakket til den lange tur,og Jill og Dagmar fik bagsædet og sov faktisk hele vejen,selv da vi nåede frem. Flyttebilen holdt foran vores nye bolig,,og vi listede forsigtigt ud og håbede, de ville sove videre.På turen til Klinkby havde jeg to små terrarier stående ved mine fødder,i det ene havde jeg ægyptiske vandregræshopper og i det andet indiske vandrende pinddyr.Det var også dyr,jeg brugte i min biologiundervisning.Tænk i skyndingen glemte jeg at tage terrarierne med mig, og kan I gætte,hvad jeg fandt,da der blev tid til at få hentet Jill og Dagmar?
Fortsættelse følger , måske ………………………..


3 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. hej Ida interessant block, du har skrevet glæder mig til at læse dit neste indslag . har du tænke på at skrive dine erindringer, det altid spændene at høre hvad andre har oplevet igennem et langt liv, og lærerigt i sær for den yngre generation. Mv Charnette

    SvarSlet
  3. Jeg har også problemer med husmår på loftet. Men jeg kan ikke finde ud af, hvad forskellen er på husmår og alm. mår. Er det samme dyr – og kan de begge betragtes som værende skadedyr, så man kan få dem bekæmpet ?

    SvarSlet