Denne særlige uintakte fornemmelse i det nederste af maven.
Vammel. Og ulysten. Til mad, til flysæder. Til hende med de tykke briller og
det grå hår til hjemmebrug ved bordet overfor. Kaffekop omfavnet af begge
hænder og kigge hen over. Så tag dig dog
sammen , siger jeg til hende, men ikke højt. Eller hørte hun det?
Klasselærerinder kommer også i lufthavne. Tidligere ville jeg have vidst om hun
hørte det. Tidligere ville jeg have registreret mig selv præcist i alle momenter. Alle berøringer. Tidligere
ville jeg ikke være ligeglad. Har jeg lidt feber?
Der er pænt rent på de tre toiletter på vej til gaten. Jeg
tørrer altid mit lort af indersiden af kummen så godt jeg kan. Efterlader i
samme stand, nogle gange bedre. Er ikke ved at kaste op. Men sveder i for meget
tøj, eller for lidt. Det er lige meget, jeg skal af sted, om et øjeblik er det
gået over og jeg er gået ud i flyet og alt er som det skal være. Jeg har tingene
under kontrol, spændt.
Udkald, planmæssigt, de sidste passagerer. Og helt rigtigt
at blive siddende. Gaten tømmes. Mærker kontakten mellem sæde og røv. Mærker
øjnenes kontakt med intet, med alt det indeni. Mærker noget der minder om mig
selv. Rejser mig. Går rundt. Er jeg lidt svimmel? Det knaser i øjnene når jeg
blinker.
Uden at tage beslutningen er jeg pludselig henne hos damen.
Jeg spørger hende om noget. Jeannette Ludwigsen, står der på skiltet. Hvem kan
egentlig afgøre om man er i stand til at flyve, hvis man er syg og ingen
partner har, ingen rejsekammerat. Til at passe på én? Hun spørger om jeg vil af
flyet, for så er det nu. Jeg siger at det er jo det, jeg spørger hende om og
hun vil åbenbart gerne have mig væk, eller hvad? Så prompte svaret kom fra
hende. Det er klart, de kan ikke have det lort i kabinen.
Et andet sted på et tidligere tidspunkt i den toldfri stod
en ældre mand og ventede. På sin yngre hustru viste det sig. Jeg troede du
havde fortrudt, sagde han til hende da hun dukkede op ude fra security. Hun havde
allerede fået øje på al den toldfrie fortrængning. Nej, nej, sagde hun ud i
luften som manden opløstes i. Det var fortrydelsens dag, og ingen kunne vide
sig sikker på om nogen havde fortrudt dem.
Jeg vil nok gerne af, siger jeg til Jeannette. Nok, siger hun. Nej, jeg vil
gerne af, siger jeg. Tak. Hun råber til
en mand der står i selvlysende arbejdstøj ved udgangen til flyet. Der er en
herre her der nok gerne vil af, nummeret på hans bagage er sådan og sådan.
Hvornår har den herre tænkt sig at tage en beslutning, råber manden fra omme bag en skærm. Han er
jyde. Jeg vil af, råber jeg. Helt sikkert. Ok, råber manden træt. Jeannette
smiler ikke. Så trækker vi den lidt og venter på ham den anden der ikke er
dukket op, råber hun. Jeg er glad for der findes en anden. At jeg ikke er
alene, selv om den anden jo ikke kan ses, for han er jo ikke dukket op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar