tirsdag den 7. juli 2015

THIS IS AMERICA af majbrit christensen

This is America
i usa lærte jeg at spise ketchup, peanutbutter and jelly sandwich, at jeg er falsk, at amerikanere tror meget på gud, at biler er meget vigtige, noget om glitteroverflader, at der er bjerge i rocky mountains, at der er udhulede bjerge i rocky mountains med atombomber i, det var jo det, vi var så bange for der i firserne, men ikke amerikanerne, at amerikanerne ikke går tur i rocky mountains, at amerikanske piger bliver gravide i store amerikanske biler i rocky mountains, at LSD er en farvet flod, når man tager LSD i rocky mountains, at juletræer tages op af kasser og samles og sprayes med duften af gran, at america og rocky mountains ligger langt fra danmark, at amerikanerne har to biler, at nogle amerikanere bor i en homewagon, de kan sætte bag deres bil, og så har de på en måde også to biler, at der sker mange bilulykker i rocky mountains, at unge amerikanere spiser piller fra forskellige glas, at de nogle gange mødes og smider pillerne fra forskellige glas ned i en skål punch, at de drikker punch i store amerikanske biler i rocky mountains, at amerikanere godt kan lide at stå ved deres biler med det ene ben halvvejs inde i bilen i rocky mountains og tale med andre amerikanere, der står med det ene ben halvvejs inde i en bil i rocky mountains, at unge amerikanske piger står meget tidligt op for at sætte deres hår, at amerikanerne har en drøm og at jeg ikke ved, hvad den går ud på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar