uddrag af MAJINSKI af ursula scavenius

Jeg bringer måltider til Majinskis enke. Hun sidder deroppe og stirrer. Hendes stemme er fløjlsblød. Det bemærkede jeg allerede første gang. Majinski pegede på hende i krogen. - Der sidder min kone. Hendes ansigt. Et møbel, en historisk tid. Hendes ansigt er altid ens. Der er ingen forandringer som i Lucias ansigt, hvor gråden gjorde øjnene skiftevis små og store. Sminken løb ud. Farverne forandrede sig. Om natten sov hun uden sminke, og jeg kunne ikke genkende hende om morgenen. Lucias mor, Majinskis enke, er altid mørk der i krogen. Hendes øjne er skåret ud i ansigtet som hvælvinger i træ. Jeg sørger for hendes måltider. Ingen gammel mad. Kun frisklavet, hjemmelavet mad er godt nok til Peter Majinskis enke. Enkens øjne. Jeg kunne ikke få dem ud af hovedet om natten. De var blanke og sorte, foruden at de var enormt store og det smukkeste ved hende. De så bedende på mig, da jeg serverede linsesuppen med lime, det skandinaviske rugbrød og den store kålsalat, som jeg havde tilberedt specielt til hende. Min første impuls var at gå, da hun spiste. Men så skete der noget. Hun så på mig i skumringen. Hverken bedende eller bebrejdende. Hun så fuldkommen udtryksløst på mig. Intet var det samme, efter hun havde set sådan på mig, og pludselig fik jeg den indskydelse at gå hen til Majinskis skuffe og tage det gamle ur, der tikker og tikker. Jeg tog det og holdt det. Så smadrede jeg det mod væggen. Hun grinede, nærmest hysterisk. Bagefter kyssede jeg hende længe. Jeg har aldrig kysset nogen så længe. Jeg har aldrig kysset nogen i Majinski-familien så eftertrykkeligt. Hundene går udenom hende, når hun kører af sted i sin kørestol over betonen for at stemme til valget. Vi kaster kålhoveder efter hundene, vi giver dem kød med gift i. Fire er allerede faldet om ved søen. Sigøjnerne skuler. Det er en kamp mellem de sidste mennesker og dyr. Til aften har vi ædt alt kødet og fedtet af en hund. I kælderen ligger de tre andre hunde, jeg slagtede, så det stod ud med blod over mit tøj. Der er stille i gaden. Jeg kvalte dem én for én i mørket. En masse knæk og en flod af blod. Vi er overladt til os selv og vores kælder. De er stivnede, men ikke mere end, at de kan koges varme. Egentlig er de mere møre end det kød, vi plejede at få. Her er: Majinskis kone og jeg. Vi drikker vin og spiser kød. Gaderne er vores.